søndag den 19. juni 2016
Er sommerferien VILD nok
Nu har alle danske børn og deres forældre chancen for en masse sjov. Tirsdag d. 21. juni 15. august inviterer forfatteren Bo Skjoldborg og Skoletube landets børn til sommerbegivenheden VILD SOMMER Først læser børnene en sej bog og derpå laver de deres egen vilde tegneserie. Forfatteren lover til gengæld præmier til de heldige vindere i form af 1 kilo chokolade og bøger med en personlig hilsen.Initiativet henvender sig især til børn i alderen 9-12 år og er sat i værk for at fremme børnenes glæde ved at læse bøger og udtrykke sig fantasifuldt og kreativt.
SÅDAN DELTAGER BØRNENE OG DERES FORÆLDRE
Først læser børnene og deres forældre en af VILD-bøgerne (fx 'Vild flugt') som kan læses frit på eReolen.dk
Eller læs eller lyt til alle VILD-bøgerne hos Mofibo eller Storytel.
Så laver deltagerne deres egen tegneserie i programmet Pixton og uploader den til Skoletube. Og vupti, deltager man helt automatisk i konkurrencen om Maries dejlige chokolade (et helt kilo ... og Marie er Gammel-Svends kone i bogen 'Vild flugt') plus en håndfuld Vild-bøger til både første-, anden- og tredjepladsen.
BO SKJOLDBORG UDTALER:
"Det er sjovt at læse en god historie, og det er dejligt at bruge sin fantasi også når man som 9-12-årig måske sidder og keder sig lidt i sommerferien, fordi resten af familien ordner ting i haven, skrubber kartofler eller er gået en tur på stranden. Eller måske regner det. Læs eller lyt til en fed historie og lav selv én! Det budskab vil jeg gerne ud over stepperne med. "
DET PRAKTISKE
Konkurrencens varighed: 21. juni - 15. august. Deltagerne kan arbejde videre med deres tegneserie i hele perioden også efter den er uploadet til Skoletube.
KONTAKT FORFATTEREN BO SKJOLDBORG
Bo Skjoldborg er forfatter til en række populære bøger både for børn og voksne. Han har især gjort sig bemærket med den Orla-nominerede 'Jagten på den talende hund' (fællesskrevet med Morten Dürr i 2015) og Vild-bøgerne, der omfatter 6 titler. Han er en del af forfatternetværket GratisBørnebøger.dk
Kommende bøger: 'Jagten på elverguldet' (efterår 2016) og 'Doktor Kolds testamente' (forår 2017)
Læs mere her
tags: chokolade, OL, tegneserie, 2016, kreativ, konkurrence, forfatter, sommerferie,
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar