mandag den 3. august 2015
Er din hund Danmarks sødeste
Store Hestedags stadigt voksende hunde-event vil i år kåre Danmarks sødeste hund. Måske er det din Selvfølgelig er din hund noget særligt. Og særligt sød er den da også synes du selv. Men hvad synes Danmark Store Hestedag, en event der også huser en stor hundeudstilling, har i år sat sig for at finde Danmarks sødeste hund ud af de cirka 550.000 hunde, der findes i Danmark.
Hvor sød er Danmarks sødeste hund
Alle hunde er vel søde men nogle hunde er alligevel sødere end andre. I Danmarks sødeste Hund er der højt til loftet, og alle slags hunde i alle aldre, former og farver er velkommen.
Online konkurrence
På facebook-siden siden Store Hestedag kan alle hundeejere, fra den 5. august, uploade et foto af deres hund. Den hund, der af læserne bedømmes som Danmarks sødeste Hund med flest likes, præmieres med et flot diplom og VIP-adgang til Store Hestedag lørdag den 5. september. Konkurrencen slutter den 24. august, hvorefter vinderen får besked.
Hvad er Store Hestedag
Store Hestedag er Danmarks største udendørs heste- og hunde arrangement. Mere end 150 stande med salg til hest, hund og ejere, 20.000 gæster, 1500 heste og hunde skaber sammen den unikke stemning og fællesskab der er på pladsen. Store Hestedag finder i år sted for 12. gang på Roskilde Dyrskueplads, den første weekend i september, 5. og 6. september. Se mere på storehestedag.dk.
Kontakt:
Rikke Neuenschwander
tlf: 4099 4734, mail: rsn@storehestedag.dk
Læs mere her
tags: Danmark, Roskilde, Roskilde Dyrskue, konkurrence,
fredag den 31. juli 2015
Tid til at juble i Jyllinge
Glæde, energi og motivation er kodeordene for foredragsholderen Thomas Flindts projekt "Byen Jubler", der er udviklet i samarbejde med ildsjælen Vibe Bendix for at samle befolkningen og frigive energi i lokalsamfund lige fra trappeopgange til hele landsbyer.Energi-boostet i Jyllinge starter den 16. august og fortsætter de følgende fire uger i det energifyldte lokalsamfund, der har været prøvet af både oversvømmelser og hal-brand gennem de seneste to år.
Humøret og optimismen er i top hos den lokale ildsjæl Vibe Bendix, der i samarbejde med foredragsholder og forfatter Thomas Flindt har taget initiativ til projektet Jyllinge Jubler. Et projekt, der består af fire foredragsforløb, som er søsat for at løfte stemningen, øge energien og hylde sammenholdet i det stærke lokalsamfund i den nordlige del af Roskilde Kommune.
- Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang. Jyllinge er et meget stærkt lokalsamfund, så der er et perfekt grundlag at arbejde på, og med Thomas Flindt i spidsen for "Jyllinge Jubler" kan borgerne godt glæde sig til fire humørfyldte og eftertænksomme eftermiddage, siger Vibe Bendix som optakt til arrangementerne, der alle er gratis og hvor alle borgere i Jyllinge er velkomne.
Et lokalsamfund af det rette stof
Det har ikke skortet på udfordringer for Jyllinge de seneste år. Først en stormflod, der drev flere hundrede husejere ud af deres eget hjem og derefter en ødelæggende brand i Jyllinge Hallerne, der næsten fjernede et af lokalområdets kraftcentre fra jordens overflade.
Men det var netop i de sværeste stunder, at Jyllingeborgerne viste styrke og rejste sig i fællesskab. Mens Jyllinge Hallerne etablerede en stormflodscafé, hvor de stormflodsramte kunne komme hver mandag og få en kop kaffe og snak med hinanden og med kommunen og eksterne rådgivere, var Vibe Bendix en af initiativtagerne til en meget populær bazar i det tidligere Fjordmuseum, hvor bygningerne stod tomme. Her kunne de stormflodsramte familier, der havde mistet deres ejendele, gratis hente ting som andre borgere havde doneret.
- Det var en særlig oplevelse at mærke, hvor stærkt et lokalsamfund vi har i Jyllinge. Når man ser hvor mange, der valgte at bidrage ikke blot med ting til bazaren men også på mange andre områder, viser det bare, at vi har et lokalsamfund af det helt rette stof. Derfor bliver det utroligt spændende at folde projektet ud, udtaler Vibe Bendix.
Tid til anerkendelse
Manden bag konceptet "Byen Jubler" er foredragsholderen og forfatteren Thomas Flindt. Han har stor erfaring med coachingforedrag og projekter for store virksomheder, hvor han arbejder med at fremme arbejdsglæde. Med simple redskaber arbejder han med enkeltpersoner og teams, hvor han sætter fokus på evnen til at tage ejerskab på de succeser, vi har som enkeltpersoner og i fællesskab.
- Vi har alle sammen succesoplevelser, der går tabt i hverdagens travlhed, hvor vi bare skal fra A til B. Det skal vi have gjort op med! For styrken findes i lokalsamfundene, uanset om det er et lokalsamfund som Jyllinge eller en enkelt trappeopgang i en storby. Der er så mange personer og fællesskaber, der har uforløst energi, som de bare venter på at bruge, og det kan vi hjælpe hinanden med at fremme, siger Thomas Flindt.
For 10 år siden fik han idéen til et projekt, han kaldte "Energifyldte byer". Men han kom ikke videre med den på grund af travlhed, så projektet blev liggende i skuffen i flere år. En dag ringede Vibe Bendix og spurgte, om han kunne tænke sig at være med til at udarbejde et projekt, hvor man kunne samle borgerne i Jyllinge og give hinanden nogle gode oplevelser på tværs af generationer og befolkningsgrupper.
- Vi kendte overhovedet ikke hinanden, men jeg syntes, det lød som en fantastisk idé og kom så i tanker om mit gamle projekt, der aldrig var blevet til noget. Med Jyllinge som eksempel virkede tiden og projektet som et helt rigtigt match, og så gik Vibe og jeg i gang med at se på, hvordan vi kunne bruge det på en måde, så det både kan tjene sit formål i Jyllinge og samtidig rejse videre til andre bysamfund bagefter. Det kunne jo være, at andre landsbyråd, grundejerforeninger eller boligforeninger synes, det kunne være sjovt og berigende at opleve det samme som vi nu starter op i Jyllinge, smiler Thomas Flindt.
Vi skal turde løfte hinanden
Den lokale udgave af "Byen Jubler" er naturligt døbt "Jyllinge Jubler" og har kick off i Jyllinge Hallernes multihal den 16. august, hvor Roskilde kommunes borgmester Joy Mogensen byder velkommen. Herefter vil de kommende søndage fortsætte med Thomas Flindts foredrag, der har smil, anerkendelse, grin og muligheder på programmet.
Umiddelbart gængse elementer, man burde kunne unde hinanden i det daglige, men ifølge Vibe Bendix bør vi blive endnu bedre til at løfte hinanden.
- Vi lever i en travl hverdag med mange gøremål, som kan have en tendens til at begrænse vores overskud. Det vil vi gøre op med! Når vi sætter fokus på smil, anerkendelse, grin og muligheder er det for at skabe en masse god energi og ikke bare skabe overskud for os selv, men også omkring os i lokalsamfundet. Vi skal turde løfte hinanden, og det glæder jeg mig til at være med til at gøre med Jyllinge!
Fakta om Jyllinge Jubler:
Finder sted fra den 16. august til den 6. september med foredrag hver søndag med start kl. 15 og slutning enten kl. 16 eller 17. Alle "Jyllinge Jubler"-arrangementer er gratis og alle borgere er velkomne.
Alle arrangementerne finder sted i JyllingeHallernes multihal med undtagelse af den 30. august, hvor foredraget om grin holdes i et telt ved Hellig Kors Kirke i Jyllinge
Foredragene har fokus på smil, anerkendelse, grin og muligheder
Oplæggene er ved iværksætter, lifecoach og mindfulnessinstruktør Thomas Flindt, der har stor erfaring med at få frigjort energier og sætte fokus på det positive i hverdagen
Idékvinden til "Jyllinge Jubler" er Jyllinge-borgeren Vibe Bendix, som bl.a. var med til at starte en stormflods-bazar, hvor borgere kunne hjælpe hinanden med møbler, inventar og andre fornødenheder efter stormfloden Bodil, der hærgede i december 2013 og ødelagde flere hundrede huse langs Roskilde Fjord. Vibe arbejder som mentor og glædesambassadør.
Arrangementerne har til formål at løfte energien og glæden i lokalsamfundet og er inspireret af Thomas Flindts projekt "Energifyldte Byer".
Udover en lang række lokale sponsorer modtager projektet støtte fra Roskilde kommunes kulturpulje.
Man kan læse mere på www.byenjubler.dk og på www.Facebook.com/jyllingejubler
Læs mere her
tags: borgmester, 2013, Facebook, december, storby, storm, jorden, Jyllinge, Roskilde, virksomhed, museum, energi, mentor, motivation, forfatter, boligforening, grundejerforening, Fakta, kaffe, coach,
onsdag den 29. juli 2015
Er 264 mio. skattekroner på vej til alkohol partifælle
Rigsrevisionen har for nylig rejst alvorlig kritik af SATS puljen, men tildelingerne fortsætter som om intet var sket. Der ikke bare lugter i Socialministeriet der stinker!
Rigsrevisionen skrev i sin konklusion "Rigsrevisionen vurderer, at Finansministeriet som den overordnede ansvarlige for forvaltningen af satspuljen og Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold, Beskæftigelsesministeriet og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse som ansvarlige for udmøntningen og opfølgningen på satspuljemidlerne samlet set ikke har en helt tilfredsstillende forvaltning af satspuljen."
"Rigsrevisionens undersøgelse viser, at det eneste samlede og aktuelle overblik over, hvad satspuljen anvendes til, er Finansministeriets projektoversigt. Oversigten er et arbejdsredskab for ministerierne og skal desuden bidrage med information til offentligheden om satspuljens anvendelse. Oversigten er svær at overskue og bidrager ikke væsentligt til gennemsigtighed om de ordninger, satspuljen finansierer. På baggrund af data fra projektoversigten har Finansministeriet oplyst, at der i 2014 er 589 ordninger under satspuljen."
"Rigsrevisionen kan desuden konstatere, at ministerierne siden etableringen af satspuljen ikke har foretaget en tværgående evaluering af den samlede satspulje, herunder om ordningerne samlet set lever op til formålet med satspuljen dvs. bidrager til forbedring af vilkårene for overførselsindkomstmodtagere og svage grupper på social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet. Set i forhold til bredden og variationen i de formål, satspuljemidlerne anvendes til, og de målgrupper, indsatserne er rettet mod, er det efter Rigsrevisionens vurdering væsentligt, at der følges op på, om formålet med satspuljen bliver indfriet."
Foreningen Far kan på trods af kritikken konstatere at SATS pulje tildelingen fortsætter i Socialministeriet under kontorchef Henrik Thorning og 264 mio. kr. er åbenbart godt på vej til den tidligere Regerings partifælle den 30. september 2015 (https://tilskudsportal.sm.dk/Sider/bufa.aspx). Foreningen Far har tidligere konstateret at eksempelvis Tubas leder (alkoholiserede familier) er mangeårig Socialdemokrat, sidder i Københavns borgerrepræsentation for Socialdemokratiet og er tidligere valgkoordinator for Christine Antorini. Tidligere Statsminister Helle Thorning Smidt havde tid til at drikke kaffe med Tuba, alt imens der ikke var tid til kaffe med andre og måske langt større sociale organisationer.
Sammenligner man samtidig tildelingen af 264 mio. SATS skattekroner med tildelingen af 12 mio. kr. til familie kurser (https://tilskudsportal.sm.dk/Sider/foraldrekurserognetvaerk.aspx), som CBS ellers har beregnet kan spare Danmark for mellem 1 og 6 mia. kr. om året og som har vist stor og målbar succes i Sverige for børn, ringer alarmklokkerne ærlig talt hos Foreningen Far.
Foreningen Far modtager i 2015 selv 0 kr. i statslig støtte af Socialministeriet til over 100.000 besøgende fra 300 danske byer, som repræsentant for 1.2 mio. fædre på spørgsmålet om digital post, gratis i barselsudvalget samt ved offentlige høringer og udvalgsmøder i Folketinget. Danmarks tidligere Statsminister havde da heller ikke tid til at drikke kaffe med Foreningen Far for diskussion af den positive effekt for børn af informering, familiegrupper og barsel for begge forældre. Foreningen Far oplever jo ellers nok mere end de fleste, hvordan forældre havner i alkoholmisbrug, som er skadende for børn og hvordan der for alvor kan skabes en positiv forandring med forebyggelse. Foreningen Far har faktisk ikke engang kunne få et møde med Socialministeriets puljestyring eller modtage svar på om ansøgningerne på fornuftig vis var i orden i forhold til Socialministeriets ønsker og puljer.
På vegne af alle danske børn stiller Foreningen Far derfor spørgsmålet: Skyldes de 264 mio. kr. til alkohol familierne at Tuba m.fl. laver en bedre indsats end Red Barnet, Mødrehjælpen, Foreningen Far og andre sociale aktører eller skyldes det at folk kender hinanden og det simpelthen fortsat er en stærkt bekymrende måde Socialministeriet uddeler danske SATS skattekroner på til børn og familier i Danmark. Er det her vi finder årsagen til at 70-80% af de socialsager som vi oplever i kommunerne og Statsforvaltningen er fejlbehandlet og der intet sker.
Der er markante tegn på dårlig ledelseskultur og indspisthed, når det handler om dansk familielovgivning, forskning og finansiering på social, børne og familieområdet i Danmark. Faren er at vi herved ikke gør det rigtige for de børn, som de mest sparsomme og måske vigtigste skattekroner er målrettet. Foreningen Far oplever at den eneste måde vi kan skabe en positiv forandring for alle børn er ved at sende vores oplevelser ud i offentlighed. Kun herved hjælper vi de børn og familier som har brug for hjælp i Danmark. Kun herved stopper folk op og tænker sig om og kun herved bliver supertankeren i Socialministeriet, som for længst er sejlet forbi havnen, omdannet til en moderne Ipad der er hurtig, nem og billig og som virker hver gang for danske børn og familier.
Børnene står aktuelt til at spilde yderligere 5-10 år med indspist hed og en faglig kamp mellem jurister, der ønsker retssikkerhed og psykologer der ønsker mægling. Alt imens det hele handler om god offentlig ledelse og ordentlig brug af skatteborgernes penge for succes.
ANBEFALING
Politikerne bør overveje STRAKS at stoppe SATS tildelingen for 2015 og foretage en ligeværdig tildeling til alle seriøse sociale aktører i 2015 i kommunerne og de frivillige organisationer på baggrund af Rigsrevisionens kritik. Social- og Indenrigsministeren bør, hvis det ikke allerede er sket under ny Regering, overveje at nedlægge familieretsafdelingen og satspulje afdelingen i Social og Indenrigsministeriet.
Læs mere her
tags: Danmark, Sverige, København, Socialdemokratiet, portal, lovgivning, Folketinget, Indenrigsministeren, retssikkerhed, penge, Rigsrevisionen, organisation, beskæftigelse, 2014, kaffe,
Tegneserier gør børn til kompetente litteraturlæsere
En gang var tegneserier forkætrede og blev betragtet som fordummende. I dag har mange lærere opdaget, at de er et effektivt værktøj til at styrke børnene som læsere. En ny bog giver erfarings- og forskningsbaserede bud på, hvordan tegneserier kan inddrages i undervisningen.Tegneserier engagerer elever, styrker deres læsekompetencer og kan hjælpe dem til at forstå komplekse forhold i litterær tekstanalyse. I deres nye bog Tegneserier og tekstlæsning opfordrer Rikke Platz Cortsen og Mette Jørgensen til at inddrage og bruge tegneserier i undervisningen.
I Tegneserier og tekstlæsning tager forfatterne udgangspunkt i deres egne erfaringer med at undervise med tegneserier. Med udgangspunkt i blandt andet værkerne Maus og Persepolis giver de en række forslag til, hvordan elevernes danskfaglige kunnen og mediebevidsthed kan styrkes.
Der er mange fordele ved at anvende tegneserier i undervisningen: De studerende er ofte begejstrede for fortællingerne, og når de arbejder med dem i undervisningen, træner de deres multimodale læsefærdigheder.
Tegneserier kan bidrage til at opnå en bedre forståelse af tekstanalytiske begreber, og en aktiv praksis med selv at lave tegneserier kan understøtte både tegneseriefortolkning og tekstanalyse.
Tegneserier og tekstlæsning henvender sig til studerende og deres undervisere ved danskfaget på læreruddannelsen samt til dansklærere i gymnasiet og grundskolen.
Om forfatterne:
Rikke Platz Cortsen er postdoc på Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet, og forsker, formidler og underviser i tegneserien.
Mette Jørgensen er international leder på Professionshøjskolen UCC, ph.d. i litteraturhistorie fra Aarhus Universitet og har mange års undervisningserfaring fra universitetet og gymnasieskolen.
Kontakt Rikke Platz og Mette Jørgensen for interview:
Rikke Cortsen rpcortsen@gmail.com
Mette Jørgensen dkmejo@gmail.com
Kontakt forlaget for anmeldereksemplarer: pj@samfundslitteratur.dk
Tegneserier og tekstlæsning
Af Rikke Platz Cortsen og Mette Jørgensen
158 sider 229 kr. (vejl.)
ISBN 9788759322185
Læs mere her
tags: Aarhus Universitet, København, interview, uddannelse, tegneserie, videnskab, undervisning, gymnasiet, studerende, forfatter, værktøj, Københavns Universitet,
mandag den 27. juli 2015
E-bog med gode råd fra Foreningen Far
Sommerferien er for de fleste børn og forældre den bedste tid på året, men perioden er også højsæson for samlivets i dag naturlige ophør i familierne. Du er som forælder, bedsteforælder eller pårørende altid velkommen til at besøge vores gratis rådgivningscentre, som du finder på www.foreningenfar.dk under rådgivning.Som støttemedlem af Foreningen Far modtager du e-bogen 'Gode råd din guide til positivt samarbejde' og seneste nyt. Du kan blive støttemedlem på hjemmesiden og støtter herved Foreningen Fars frivillige indsats i Danmark med drift af gratis rådgivningscentre, uddannelse af frivillige og informationsmaterialer til forældre, politikere og pressen. Foreningen Far modtager ingen statslig støtte i 2015.
FORENINGEN FAR E-BOG
GODE RÅD DIN GUIDE TIL POSITIVT SAMARBEJDE
1. Fokuser ALTID på børnene
Samlivets ophør er i dag almindeligt, men der er ofte forvirring og store eller små kriser i familien op til et samlivsbrud. Børnene opfatter meget hurtigt, at der er noget galt. Når situationen går op for børnene, føler nogle, at deres verden bryder sammen. Men det er forældrene, der har ansvaret for samlivets ophør, og det er derfor vigtigt, at de begge påtager sig dette ansvar ved at bidrage til, at alle familiens medlemmer oplever, at bruddet bliver så godt som muligt. I skal huske, at et samlivsbrud er de voksnes løsning på deres problemer. I må tage så meget hensyn til børnene som overhovedet muligt.
Snak eventuelt med andre om problemerne, men hold ikke op med at snakke med hinanden, og pas på de skjulte aktører. Det kan være vanskeligt at tænke fornuftigt og bevare det store overblik, hvis vreden og de sårede følelser fylder for meget. De fleste er egnede til at lytte, men der kan være risiko for, at nære venner, familiemedlemmer eller en advokat snakker dig efter munden, hvilket kan medvirke til at skabe større kløfter mellem dig og din (eks)partner. I svære tilfælde kan det ende med, at I helt holder op med at tale sammen, og så er grunden lagt for alvorlige misforståelser. Nogle forældre havner i en længerevarende skyttegravskrig med børnene stående i ingenmandsland, hvilket forældrene for alt i verden bør undgå!
Foreningen Far mener, at det ved samlivets ophør er forældrene der har pligter og ansvar, og børnene der har rettigheder. En af dine pligter, som voksen, er at huske på, at du selv på et tidspunkt har valgt at have et forhold til det menneske, som nu også er forælder til jeres barn. Det er derfor også din pligt at skelne mellem dine egne følelser af irritation, vrede, sorg eller skuffelse og barnets følelser og behov for Jer begge.
Hvis du f.eks. er vred og mener, at dine følelser også er eller bør være barnets følelser, så bliver barnets situation endnu vanskeligere. Denne overførelse af følelser, som barnet ikke selv har, kan virke som et psykisk overgreb på barnet. Forældre, der har vanskeligt ved at skelne mellem egne og barnets følelser, risikerer at barnet senere tager afstand fra dem, når det går op for barnet, at forælderen forsøgte at give barnet et negativt billede af den anden forælder, som viste sig ikke at svare til barnets egen opfattelse. Barnet risikerer også senere i livet at mangle evnerne til at skabe sociale kontakter og kan f.eks. få svært ved selv at etablere en familie.
Hvis du henvender dig til Foreningen Far, vil du opleve, at rådgiverne viser og ønsker respekt for barnet og den part, der ikke er til stede. Det kan godt være, at du vil føle det som om, at du skal forsvare nogle af dine meninger og holdninger til din tidligere partner. Men det er ikke, fordi vi ikke hører hvad du siger, men fordi vi ved, at der er mindst to sider af alle fortællinger. Derfor afholder vi os fra at tage parti. Vores udgangspunkt er børnene og hele familien som skal godt og positivt videre i livet.
Det, der har størst indflydelse på, hvordan et barn påvirkes af et samlivsbrud, er forældrenes evne til at bevare forældreskabet, dvs. at barnet ikke mister en forælder, selv om forældrene ikke længere bor sammen. Det er ikke samlivsbruddet i sig selv, men måden hvorpå dette forløber, der er afgørende for, hvordan barnet klarer skærene. De børn, der får ar på sjælen efter et samlivsbrud, er oftest dem, hvis forældre er ude i intense indbyrdes konflikter, eller dem som mister kontakten eller kun får meget begrænset kontakt til den ene forælder.
2. Inddrag skolen eller daginstitutionen
Lærerne og/eller pædagogerne har en vigtig rolle ved samlivets ophør for børnene i forhold til ro og tryghed. Det er derfor vigtigt, at de på et tidligt tidspunkt får en fælles orientering om, hvad der er ved at ske i hjemmet. Undgå at appellere til deres mening. De skal for børnenes skyld ikke tage parti, men være barnets fortrolige. Undlad derfor også at børnene skifter skole / institution, hvis det ikke er absolut nødvendigt, da legekammeraterne, kendte voksne og trygge omgivelser er helt afgørende for barnet ved uro i hjemmet. Mange forældre skylder lærerne og pædagogerne en stor tak i Danmark for deres indsats for børnene og som støtte for familien ved samlivets ophør. TAK!
3. Fortæl børnene, hvad der sker
Børn fornemmer og forstår mere, end vi voksne tror. I bør så tidligt som muligt give dem besked om, hvad der kommer til at ske i fremtiden. I skal ikke tro, at I beskytter dem ved ikke at fortælle dem noget eller ved at fortælle dem små historier som ikke helt er rigtige. Derved opnår I kun, at de kommer til at føle sig utrygge dette gælder også for små børn. Det er vigtigt at forklare barnet om samlivets ophør og at understrege, at det ikke er barnets skyld, at I vælger at gå hver til sit og at de fortsat har to forældre som elsker dem overalt på jorden og som altid vil være der for dem.
Vær naturlige. Det er legalt at vise følelser. Men vis dem uden at barnet kommer til at føle, at det skal tage ansvar for, hvad I føler. Det er vigtigt at bruge et sprog og nogle sammenligninger, som barnet kender fra dets egen verden, f.eks.: "mor og far kan ikke bo sammen, fordi vi ikke elsker hinanden længere, men begge elsker jer højt og ikke længere vil gå og skændes om alting". Det kan være, at barnet reagerer meget kraftigt når det skal skifte fra den ene til den anden forælder. Her kan det nogle gange gøre situationen lidt lettere, hvis I begge (gerne sammen) snakker med barnet om:
At I elsker barnet højt
At voksne jo nogle gange kan være lidt mærkelige og det aldrig er deres skyld
At det nok skal komme til at gå bedre og vi jo også må "grine" lidt af det hele
At I godt kan forstå, hvis barnet er ked af det
At I begge gerne vil snakke, hvis barnet selv vil
Formålet med dette er at forsikre barnet om, at selv om det kan være svært her og nu, skal far og mor nok være der til at trøste, hjælpe og grine. Det mest gavnlige for barnet er, at begge forældre påtager sig ansvaret for, at det er gået, som det er. Uanset hvor sort/hvidt I ser på hinanden efter bruddet, behøver børnene jo ikke gøre det samme. Alle de anstrengelser I gør for at bevare og værne om den kærlighed, som barnet føler for jer begge, vil komme jer til gode.
4. Bopæl og samvær
De store spørgsmål handler oftest om, hvor børnene skal have bopæl, og hvor meget samvær de skal have med den anden forælder. For ligeværdige forældre er dette et stærkt forældet system, som i sig selv kan skabe problemer, men når børnene er store, vil det være fornuftigt at høre deres mening om, hvordan de helst ser fremtiden arrangeret. De fleste børn forventer at have to nærværende forældre, og samtidig ønsker de ikke at såre dem. Hvis børnene presses til at vælge mellem forældrene, kan det resultere i stor skyldfølelse over for den fravalgte forælder. Ofte vil børnene også vælge ud fra nogle andre kriterier, end hvad de voksne forventer. De kan f.eks. vælge den forælder, som de synes samlivsbruddet er mest synd for eller økonomien kan pga. forældet lovgivning spille en større rolle end det bedste for barnet. Det er derfor vigtigt, at I som de voksne træffer de endelige beslutninger og forstår at barnets tryghedsfaktorer som legekammeraterne, skolens/institutionens trygge voksne og deres nuværende værelse og omgivelser er vigtige for barnet på samme vis som kontakten og kærligheden i hverdagen til og af forældrene i samme omfang som før samlivets ophør om end med en lidt anden praktisk struktur pga. to boliger.
Mange oplever at aftalerne om samvær med børnene først og fremmest handler om forældrenes rettigheder og muligheder for at planlægge og administrere den daglige tilværelse. Men set fra børnenes synsvinkel handler aftalerne om samvær om børnenes mulighed for at fastholde tilknytningen til begge forældre, selv om de ikke længere er sammen med dem hver dag. I bør derfor bakke op om jeres børns ret til kærlighed, omsorg og tryghed ved begge forældre i det forhold som børnene er vant til i hverdagen. Samtidig skal man som forælder til større børn huske på og respektere, at barnet har andre prioriteter. Venner, fester og idræt er vigtige elementer for de større børn, og enten må I som forældre sørge for, at disse ting kan tilgodeses, når barnet er hos Jer hver især, eller også må I være indstillet på af og til at give køb på tiden med børnene.
Selvom samlivet ophører, er det biologiske forældreskab følelsesmæssigt livsvarigt for børn og forældre. Derfor har man som forælder moralsk det samme ansvar, de samme pligter og rettigheder efter samlivets ophør, som man havde tidligere uanset juridisk lovgivning og eventuelle offentlige afgørelser, hvis I som forældre ikke løser dette positivt for børnene. Sørg for at komme til at bo tæt på hinanden og hold ro. Vær af og til sammen som forældre for jeres børns skyld, f.eks. til fælles skole- og fritidsarrangementer eller lignende. For børnene er det ideelt og det positive samarbejde er alt afgørende for jeres børns glade trivsel.
5. Overhold aftaler, hold ro og fortæl sandheden
Ændrede aftaler, brudte løfter eller aflysninger i sidste øjeblik skaber utryghed for børnene og irritation hos den anden forælder. Husk derfor at melde ud i god tid. For jo mere anspændt forholdet er mellem forældrene, jo mere anspændt bliver børnene, eftersom de reagerer meget kraftigt på de skjulte signaler, som forældrene udsender. Og det stiller børnene i en uhensigtsmæssig situation, hvis de føler, at de er nødt til at tage parti for den ene forælder, selv om de ikke deler denne forælders mening om den anden. Det er vigtigt ikke at svigte barnet og at overholde de aftaler, som laves omkring samværet. Derved skabes tillid og barnet får den bedste mulighed for at vænne sig til den nye situation. Det er også vigtigt at være opmærksom på, at barnet får den bedste opvækst, når det har jævnlig og stabil kontakt til både mor og far og begge deres familier.
Begge forældre har et ansvar for, at børnene kan bibeholde kontakten til den øvrige familie. For børnene er det ofte et smerte fuldt brud, hvis bedsteforældre eller andre familiemedlemmer forsvinder ud af børnenes liv som følge af samlivs bruddet. Børn kan være utroligt gode til at 'læse' voksne. Hvis I som forældre har store problemer med at mødes, kan I hente og bringe via institution, skole eller lignende. I kan bruge en fælles notesbog på skiftedage og undgå kontakt medmindre det er nødvendigt og korte beskeder på skiftedagene indtil alle er kommet godt og positivt videre i livet. Derved undgår I at stille barnet i den meget ubehagelige situation, hvis I 'falder i' og begynder at diskutere uenigheder, selv om I måske på forhånd havde lovet Jer selv og hinanden at undgå dette.
Brug aldrig børnene som fortrolige. Børn skal have mulighed for at være børn. De skal ikke tildeles rollen som en voksen, der formodes at kunne forstå alt, på trods af, at de voksne måske ikke selv kan forstå, hvordan det er kommet så vidt. Børnene ved godt om forældrene taler sandt eller de opdager det med tiden. Taler du ikke sandt og fremmedgøre du barnet overfor anden forælder ved samlivets ophør mister børnene foruden anden forælder, familien og vennerne ofte respekten for dig med god grund. Det er ofte den værste oplevelse for børn og forældre ved samlivets ophør nu eller senere i livet.
Alle børn skal have en god, glad og dejlig opvækst i Danmark vi skal have alle børn og forældre med i fremtidens velfærdssamfund.
Læs mere her
tags: Danmark, politi, økonomi, uddannelse, lovgivning, jorden, sprog,
fredag den 17. juli 2015
Børn mangler værktøj til hulelejrskole
Til august vil en 6. klasse tage på en helt ny lejrskole, hvor der skal designes og bygges fantasifulde huler. Der mangler dog værktøj, og Dansk Byggeri opfordrer til at låne eller donere værktøj til lejrskolenEn hel uge hvor det går ud på at designe og bygge sin helt egen hule, det er hvad en 6. klasse fra Stenlille Skole kan se frem til midt i august. Klassen skal nemlig afprøve lejrskolen i Sorø, der skal give børn muligheden for at bygge helt fra bunden.
Klassen fra Stenlille Skole er første hold, der skal bygge med hulemester Barlebo fra DRs børnetv-serie Dansk Hulebyg. Det er første forsøg på lejrskolen Projekt Huleby, og derfor er der begrænsede ressourcer til lejrskolen, der efterspørger værktøj fra både private og virksomheder.
- Det er godt, at børnene får lov at prøve kræfter med et lidt større byggeprojekt, end de fleste har i haven. De får prøvet at designe og ikke mindst selv bygge huler, og det kan jo illustrere, hvad man kan bruge en erhvervsuddannelse til. Jeg er sikker på, at børnene får en fantastisk sjov uge, hvor de skal bruge både hænder og hoved, siger Helene Høj, konsulent i Dansk Byggeri, og fortsætter:
- Hvis man har noget værktøj, man ikke skal bruge, så vil jeg opfordre til at give det eller låne det ud til lejrskolen. Det gælder både private og vores virksomheder her i regionen.
Har man lyst til at donere eller låne værktøj ud til lejrskolen, så kan det frem til den 11. august afleveres på Sorø Bibliotek.
Læs mere her
tags: uddannelse, virksomhed, lejrskole, værktøj,
torsdag den 16. juli 2015
Foreningen Far har orienteret Rigsrevisionen
Foreningen Far har - igen i 2015 - fået afvist anmodning om støtte fra Tips og Lottomidlerne i Socialministeriet og har orienteret Rigsrevisionen.Foreningen Far blev i 2014 ligeledes afvist i forhold til Tips og lottomidlerne, da det link ansøgningen skulle indsendes på først i juni og senere i august ikke virkede pga. IT problemer i Ministeriet. Ansøgningen blev udskudt flere gange og Foreningen Far var i dialog med Ministeriet om, hvornår ansøgningen åbnede. Ministeriet slog pludselig ansøgningen op i 24 dage i oktober og lukker den igen, uden at give besked til Foreningen Far.
Foreningen Far modtager således i 2014 og 2015 i alt 0 kr. fra Ministeriet til social støtte i forhold til vejledning af over 100.000 besøgende forældre fra 300 danske byer og 50 lande. Samtidig med en fordobling i antallet af besøgende i rådgivningen, snart 50% skilsmisserater med direkte betydning for folkesundheden hvoraf Foreningen Far taler om positive erfaringer med mange. Foreningen Far deltager gratis som repræsentant for danske børn og fædre i diverse udvalg og ekspertgrupper i Ministerier og forvaltninger og Ministeriet har fuldt kendskab til Foreningen Fars sociale indsats i Danmark.
Foreningen Far har ligeledes i 2014 og 2015 fået afvist alle andre ansøgninger f.eks. om støtte til koordination af frivillige rådgivere hos Foreningen Far og opbygning af nye landsdækkende rådgivningscentre med begrundelsen manglende nyhedsværdi. En anden ansøgning for procesanalyse af den offentlige sagsbehandling og læring i udvalgte og principielle børnesager bl.a. vist på TV2 og DR blev ligeledes afvist med manglende nyhedsværdi. Foreningen Far har rejst kritik af begrundelserne, som vi finder usaglige.
Da Foreningen Far samtidig har henvendt sig i 2014 for at spørge hvordan vi laver de bedst mulige ansøgninger i forhold til Ministeriets ønsker og vi også her er blevet afvist oplever Foreningen Far, at der er tale om særdeles bekymrende brug af skatteborgernes penge, fortsat useriøs Ministeriel sagsbehandling i forhold til social støtte samt diskrimination i Ministeriet.
Læs mere her
tags: Danmark, TV2, penge, skilsmisse, Rigsrevisionen, 2014,
Abonner på:
Opslag (Atom)