Igen i år er Tønder Kommune med i skolestartskampagne for at øge trafiksikkerheden for de mange små, nye trafikanter.
Når skoleklokken ringer ind igen efter sommerferien, begynder en ny fase i livet for ca. 430 børn i Tønder Kommune. De skal i skole for første gang på de kommunale og private skoler i kommunen.
Men det er ikke kun skolegangen, der er ny for de mange små piger og drenge. For at komme til og fra skole skal de fleste også ud i trafikken for første gang på egen hånd. Det betyder mange urutinerede trafikanter på gader og stræder. Derfor er Tønder Kommune igen i år med i en skolestartskampagne, som Rådet for Sikker Trafik står bag i samarbejde med TrygFonden, politiet og en række af landets kommuner.
- Det overordnede formål er at opnå størst mulig sikkerhed for børnene, fortæller kørselskoordinator og skolekonsulent Lene Nørgaard Hansen fra Tønder Kommune.
- Med materiale både til skolerne, forældrene og eleverne skal kampagnen være med til at lære børnene, hvordan de begår sig sikkert i trafikken. Samtidig appellerer kampagnen til de øvrige trafikanter om at være ekstra opmærksomme og vise hensyn over for de mange nye skoleelever, tilføjer Lene Nørgaard Hansen.
Alle nye elever på de kommunale og private skoler i kommunen får også udleveret en trafikvest, så de bliver mere synlige i trafikken.
Kampagnen omfatter derudover plakater ved vejene med opfordring til bilisterne om at passe på de nye elever.
Vigtigt med praktiske erfaringer
Rådet for Sikker Trafik har nogle råd til forældre, som skal sende deres børn i skole for første gang. Det er f.eks. vigtigt at give børnene praktiske erfaringer.
- Mange forældre vil gerne beskytte deres børn mod den farlige trafik og kører dem i skole hver dag. Men det gør i virkeligheden mere skade end gavn, for børn kan ikke lære om trafik fra bagsædet af en bil. Derfor opfordrer vi børn og deres forældre til at komme ud og træne skolevejen så ofte som muligt og gerne allerede i sommerferien, så rutinen er på plads, når skolerne begynder, siger Anne Tjell, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.
På Tønder Kommunes hjemmeside kan man finde kort over anbefalede cykelruter rundt om i kommunen. Cykelruterne findes under Borger -> Familie og Børn - Skole og uddannelse -> Skolestart.
Politiet også på banen
Politiet er også på banen omkring skolestart og gennemfører kontroller ved mange skoler.
- Vi bruger kontrollerne til at minde forældre og andre bilister om at overholde færdselsreglerne ved skolerne. For vi ser desværre ofte, at forældrene er meget opmærksomme på deres egne børn og så glemmer at vise hensyn over for de andre trafikanter. Vi opfordrer derfor forældrene til at tage af sted i god tid, så afleveringen af børnene ikke bliver stresset og kaotisk, siger Jørn Pakula Andresen, vicepolitiinspektør i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
I 2010 stoppede politiet på landsplan 6.748 bilister, som ikke overholdt færdselsreglerne ved skolerne. Over 4.000 bilister kørte for hurtigt, over 1.000 brugte ikke sele, og 264 fik et klip i kørekortet, fordi de ikke havde spændt deres børn ordentligt fast.
Yderligere information
Der er meget mere information og gode råd om sikker skolestart på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside på www.sikkertrafik.dk/BogU/Skole/Skolestart.aspx. Her kan man også downloade kampagnematerialet.
Læs mere her
tags: 2010, politi, uddannelse, downloade, vicepolitiinspektør, trafikken, stress, Tønder, projektleder, sommerferie, Cykel,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar