Kan børn blive til på andre måder end gennem det gode gammeldags samleje Børnebogen "Slottet med de mange værelser" af Helene Goldberg og Maruska la Cour Mosegaard giver det enkle svar: ja, og imødekommer derved de mange familier, der ikke kan genfinde deres historie i de børnebøger om tilblivelse, der findes på markedet. Børn og forældre mødes nemlig stadig med den klassiske fortælling, hvor barnet bliver til som et resultat af forelskelsen og samlejet mellem mor og far. "Slottet med de mange værelser" tilbyder en ny fortælling om andre måder at blive til og være en familie på.
Undfangelse på fertilitetsklinikken
I dag undfanges en lang række børn på fertilitetsklinikken og ikke i soveværelset. Voksne bliver forældre på alskens måder. Enlige og lesbiske kvinder bliver insemineret, bøsser får børn med deres veninder, og heteroseksuelle par benytter sig af æg– og sæddonation eller får andre former for hjælp på fertilitetsklinikken. På samme måde får folk til stadighed børn gennem såvel adoption, som stedsbarnsadoption. Der er derfor mange familier, der ikke ligner den traditionelle kernefamilie – og mange børn, der ikke bliver til ved, at mor går i seng med far.Åbner for snak om tilblivelse
"Slottet med de mange værelser" henvender sig til store børnehavebørn samt de yngste skolebørn og deres forældre og tilbyder en ramme for nye fortællinger om at blive til. I bogen tager børnene i selskab med frøen Freddy ud på en rejse i søgen efter hjælp til parret Mogens og Maren. Parret ønsker sig desperat et barn, men ikke kan få det ad naturens vej. Rejsen fører trekløveret rundt i et slot befolket af læger, og undervejs møder de forskellige par og introduceres til forskellige måder at blive til på. Derved åbner bogen op for nye måder at diskutere og begribe undfangelse og familieliv. Bogen giver børn mulighed for at identificere deres egen historie og tilbyder forældre et afsæt for at fortælle om familiens specifikke tilblivelse.Forfatterne
Bogen er blevet til i et samarbejde mellem de to antropologer Helene Goldberg og Maruska la Cour Mosegaard, der har lavet undersøgelser om henholdsvis mandlig infertilitet og familiedannelser blandt homoseksuelle. Begge er blevet slået af fraværet af fortællinger, der afspejler den virkelighed som mange familier lever i, hvilket har lagt kimen til børnebogen, der udkommer hos TURBINE forlaget den 9. december.Læs mere her
Ingen kommentarer:
Send en kommentar