14 børn fra den lokale Rudolf Steiner Børehave Solhjem laver hver dag bålmad i skoven og kører den med trækvogn til hjørnet af Kongevejen og Skovbrynet, hvor byens gamle tissehus har fået et nyt liv.
Det lille hus blev opført i forbindelse med landsudstillingen i 1909 og blev lukket i 2005 af Aarhus Kommune. "Vi er utroligt glade for at vi har fået mulighed for at sætte liv i det lille hus igen fortæller Nanna Herluf, der til daglig står for skovgruppen. Vi manglede et sted at kunne gå ind i varmen med børnene, når vinteren og de kolde måneder kom. Vi kontaktede derfor skovfogeden og spurgte til huset og efter kort tid, var lejeaftalen på plads med kommunen.
Skovgruppen Anemonerne, har nu brugt huset dagligt i 3-4 måneder. 40 børn fra Rudolf Steinerbørnehaven er i grupper på 12-14 børn i skoven en uge ad gangen. I de uger er børnene udenfor hver dag uanset vejret. De følger livet i naturen, klatrer i træerne og laver mad over bål. Her i vintermånederne kører de maden hjem til Det lille hus , som de nu kalder "Anemonehuset", på deres trækvogn og luner sig, mens de spiser sammen ved det nye langbord.
Vi ønsker os et nyt stråtag
Der er af gode grunde sket en del med den indvendige indretning af huset. Skillevægge er revet ned, der er lagt varmt vand ind og sat varme op. Således er der nu skabt gode rammer for Anemonerne og deres to voksne, der bruger huset hver dag.
Det næste store og meget dyre projekt bliver at få skiftet det gamle stråtag som, og så skal vi have malet huset. Det er meget vigtigt for os at vi bevarer husets oprindelige udseende, og det håber vi at de fonde og puljer vi skal til at søge, er enig med os i." fortæller Nanna Herluf, der sammen med forældre i børnehaven har stået for den omfattende indendørs renovering.
Til et hus hører en have
Bag ved huset er der ved at blive skabt en lille gårdhave, hvor børnene skal være med til at så og passe grøntsager og blomster. "Det vil stadig primært være skoven der er vores rum, men selvom vi nu går varmere tider i møde, er vi blevet så glade for huset, at det bliver ved at være en del af hverdagen." siger Nanna Herluf.
Aarhusianerne kigger ind
Der kommer mange af byens borgere forbi, når de er ude at gå tur i området, og mange er glade for at det lille hus endelig får nyt liv og bliver brugt. Nanna Herluf glæder sig over opmærksomheden, "Vi inviterer altid folk indenfor, hvis de har lyst. Mange forbinder huset med ture i skoven og ved stranden og husker det fra den tid, da det stadig var bemandet af en tissedame".
Baggrundsinformation:
Rudolf Steiner Børnehaven Solhjem er normeret til 80-90 børn og har til huse Strandvejen 96, 8000 Århus C.
Skovgruppen Anemonerne startede i foråret 2012 og har i alt ca. 40 børn med i skoven fordelt på tre grupper med 12-14 børn i hver. Hver gruppe er i skoven en uge ad gangen fra kl. 9-14. Der er ansat en pædagog og en medhjælper til skovgruppen.
Det er muligt at se og læse mere om skovgruppen på Solhjems hjemmeside www.solhjem-aarhus.dk Der ligger også en del billeder under menuen "galleri".
Billedmateriale kan rekvireres ved at kontakte Nanna Herluf
Læs mere her
tags: Århus, 2012, børnehave, Strandvejen,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar