onsdag den 27. august 2014

Børnehaven skal ikke give dit barn allergi

TV-udsendelse fik ny børnehave i Aabenraa til at søge maling uden konserveringsmidler. De hvide vægge i det nystartede Børnehuset Evigglad ligner ganske almindelige hvidmalede vægge. Det er de næsten også. Eneste forskel er, at den anvendte maling ikke indeholder det allergifremkaldende konserveringsmiddel methylisothiazolinone, praktisk forkortet MI.

- Vi stod for at skulle male, da der kom fokus på maling og allergi i medierne, og fra det tidspunkt var vi ikke i tvivl om, at vi ville undgå konserveringsmidler, hvis vi kunne, fortæller Anne Therkelsen Schultz fra Børnehuset Evigglad. Vi har ikke nogen børn, der har problemer med allergi, men lige som med vores økologiske kostpolitik synes vi det er naturligt at gøre, hvad vi kan for at forebygge eventuelle problemer.

De hvide vægge skaber nogle behageligt lyse rum og var på mange måder også det mest praktiske valg for lederen af Børnehuset.
- Vi valgte, at vi hellere ville have hvide vægge, og så lade møbler og inventar sørge for farverne. På den måde kan vi ret let lave variation i farverne uden at skulle til at male om, og så får vi heller ikke problemer med at ramme farven igen, hvis en af væggene på et tidspunkt trænger til en opfriskning, uddyber Anne Therkelsen Schultz.


Evigglad – året rundt
Den private børnehave Evigglad har åbent 24 timer i døgnet, 365 dage om året. Filosofien bag projektet er at give forældre mulighed for at få børnene passet på tidspunkter, der matcher familiens behov. Det betyder, at barnet kan være i børnehaven til senere end halv fem eller kan komme midt på dagen, hvis det passer bedst med fars og mors arbejdstider. Da børnehaven er privat, kan også forældre uden for Aabenraa Kommune benytte sig af tilbuddet, og det vil sikkert blive populært efterhånden som det udbyggede sygehus på nabogrunden tages fuldt i brug.

Det er personalet selv, der sammen med indkaldte hjælpere har stået for det meste af omdannelsen af det tidligere Center for Undervisningsmidler til en lys og indbydende børneinstitution.


Baggrund:
Vandig maling har medført andre problemer
Indemalingen CapaFixx er den første standard indemaling uden MI på det danske marked. Malingen er fremstillet hos Caparol i Tyskland, hvor man er anderledes gearet til denne form for produktudvikling.

Konserveringsmidlerne er kommet ind i de vandige malinger til erstatning for de sundhedsskadelige opløsningsmidler, men efter nogle års indfasning står det klart, at man blot har skaffet sig andre problemer på halsen. For mens generne fra opløsningsmidler kun gav problemer under udførelsen og i den allerførste tid, tager afgasningen fra konserveringsmidler flere år. I praksis hænger man derfor på et potentielt allergifremkaldende indeklima.

- Er man ramt af allergi mod konserveringsmidlerne, der også findes i kosmetik, sæbe og meget andet, har det været næsten umuligt at finde en helt almindelig vægmaling uden MI, fortæller administrerende direktør Jens Veibye Johansen, Rockidan. Derfor har der allerede fra introduktionen været stor interesse for den nye CapaFixx. I første omgang fra mennesker, der har problemet helt inde på livet og i anden fra boligforeninger og daginstitutioner, der kan se en mening med at tilbyde allergineutrale lejligheder og opholdsrum.



Læs mere her

tags: Tyskland, direktør, politi, sygehus, Aabenraa, børnehave, arbejdstid, boligforening, børneinstitution, økologi, kaffe, allergi,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar