Året i år bliver fyldt af unges egne kunst- og kulturprojekter. Kulturminister Marianne Jelved udråber 2015 til Ungekulturår. 17. januar 2015 sender kulturminister Marianne Jelved en bus fuld af unge mennesker af sted på en rejse gennem landet, hvor de i løbet af en enkelt dag skal lave et musiknummer. Turen starter med en workshop i København, hvor teksten bliver skrevet, musikken laver de i Odense, koreografien i Aarhus, de visuelle effekter i Viborg og til slut sættes instrumenter på i Aalborg, og nummeret fremføres på Ungdomsringens Musikfestival.
Busturen er starten på URKRAFT 2015 ungekulturåret, hvor unges egne kunst- og kulturprojekter er i fokus.
Kulturminister Marianne Jelved siger:
"Unge vil gerne selv være med til at udtænke, gennemføre og organisere deres kunst- og kulturprojekter. Det er både lærerigt for de unge, der får erfaring og gode oplevelser, men også for de voksne, der følger processerne og her kan hente ny viden og inspiration. URKRAFT 2015 skal understøtte rammerne for selvorganisering."
Ungekulturåret er en del af Kulturministeriets kulturstrategi for unge, som er den første i danmarkshistorien. Formålet er at slå fast, at man skal tage helt andre metoder i brug end over for børnene, når unge møder kunst og kultur. Unge skal have lov selv at organisere og være med i udviklingen af kunst- og kulturtilbuddene.
I strategien er der afsat 1 mio. kr. til en såkaldt lynpulje, URKRAFT 2015-puljen, som kan søges af alle i alderen 15-25 år med gode idéer til kunst-, kultur- og medborgerskabsprojekter. Man kan søge op til 10.000 kr., og alle projekter vil blive behandlet inden for to uger.
For at skabe ny viden og dele eksisterende viden på området er der afsat 500.000 kr. til to fyrtårnsprojekter, hvor unge udfordrer kulturinstitutioner til at bruge unge i udviklingen af deres tilbud eller rum. Projekterne vælges med input fra unge og offentliggøres 17. januar 2015.
Derudover er der afsat 500.000 kr. til aktiviteter, som bliver udviklet i samarbejde med unge. Blandt samarbejdspartnerne er URKRAFT 2015-gruppen, der består af 25 unge fra hele landet, paraplyorganisationen Ungdomsringen, Københavns Kommunes ungekulturhus Kraftwerket, Aarhus' projektværksted Frontløberne, Netværk af Ungdomsråd (NAU) og online tv-stationen UP-TV (Ungdoms Produktion).
Følg URKRAFT2015 på Facebook
Program for dagen - pressen er velkommen
8.45-10.00 Tekstworkshop på KHB/Kraftwerket, Valgårdsvej 2, 2500 Valby. Kulturminister Marianne Jelved deltager
10.00-12.15 Bussen med deltagerne og ministeren kører mod Odense. I bussen arbejder de unge videre med tekst.
12.15-13.15 Beatworkshop på Bellinge Idrætscenter, Sædekildegårdsvej 4, 5250 Odense
13.15 Rapperen Jøden overtager kulturministerens plads på bussen. Deltagerne arbejder videre med tekst og beat.
15.15-16.15 Koreografiworkshop hos Frontløberne, Jægergårdsgade 152, 8000 Aarhus C
18.45-20.00 Visualsworkshop på VIA University College, Kasernevej 5, 8800 Viborg
21.00 Nummeret opføres til Ungdomsringens Musikfestival i Aalborg Kongrescenter, Europa Plads 4, 9000 Aalborg
Læs mere her
tags: Kulturministeriet, Europa, København, tv-station, kunst, Odense, Facebook, Viborg, Aalborg, Valby, Kraftwerk, strategi, organisation,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar