Børn- og Skoleudvalget i Tønder Kommune lægger op til massiv satsning på tyskundervisning. Det vil være en gevinst både for de unge og erhvervsudviklingen Hvis Kommunalbestyrelsen siger ja, kommer børnene i Tønder Kommune til at stifte bekendtskab med tysk allerede fra børnehaveklasse. Dermed er der lagt op til, at skolerne i grænsekommunen går langt videre end folkeskolereformen, hvor det er bestemt, at eleverne skal have tysk fra 5. klasse.
Gennem et helt skoleforløb vil eleverne i Tønder Kommune samlet set få 210 tysktimer mere end undervisningsministeriets vejledende timetal.
Forslaget om at indføre tysk allerede fra børnehaveklasse fra næste skoleår blev behandlet på årets første møde i Børn- og Skoleudvalget, og der var fuld opbakning fra udvalget.
- Med Tyskland liggende lige uden for døren er det naturligt, at vores børn får størst mulig indsigt i tysk sprog og kultur. Det vil få betydning både for de unge selv og for erhvervsudviklingen, siger udvalgets formand, Henrik Mehlsen.
Han fremhæver, at den massive satsning på tyskundervisning er et kraftigt signal til erhvervslivet både i Danmark og Tyskland om, at de unge i Tønder Kommune får gode tyskkundskaber, og at området derfor kan tilbyde noget særligt i forhold til samhandel og eksport.
- Med tysk hele grundskoleforløbet igennem vil de unge blive klædt godt på til at begå sig sprogligt og kulturelt. Det vil styrke deres muligheder både nu i forhold til venskaber og senere i livet i forhold til job- og karrieremuligheder, mener Henrik Mehlsen.
Timetallet
Efter forslaget skal tysk i børnehaveklasse til og med 2. klasse foregå som temaundervisning, dvs. ikke skemalagt undervisning, men som en integreret del af anden undervisning. Fokus vil være på at styrke elevernes sproglige opmærksomhed.
I 3.-4. klasse får eleverne 30 timers tyskundervisning om året, svarende til én lektion om ugen.
I 5.-6. klasse får eleverne 30 timers tysk mere om året, end de ellers ville få. Det betyder, at 5. årgang får to tysklektioner om ugen og 6. årgang 3 lektioner.
Tiden til ekstra tyskundervisning i 3.-6. klasse tages fra den understøttende undervisning, så eleverne skal ikke være længere i skole.
I 7.-9. årgang er timetallet uændret.
Kompetenceudvikling
- Der er virkelig tale om en massiv satsning på tysk. Det giver selvfølgelig udfordringer, ikke mindst for lærere og pædagoger. Derfor er vi meget opmærksomme på behovet for kompetenceudvikling. Alle skal føle sig klædt godt på til opgaven, siger Henrik Mehlsen.
Tidligere var en stor udfordring ved tyskundervisning, at det startede i 7. klasse, hvor mange elever er for blufærdige til at begynde at tale et nyt sprog. Så blev undervisningen rykket frem til 5. klasse, men Tønder Kommune tror på, at den meget tidlige start kan udnytte elevernes nysgerrighed og lyst til at lære.
Kommunen vil også lægge op til øget samarbejde med de tyske skoler både nord og syd for grænsen.
Forslaget går nu videre til Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.
Læs mere her
tags: Danmark, Tyskland, erhvervslivet, Tønder, børnehave, folkeskole, kompetenceudvikling, undervisningsminister, undervisning, sprog, erhvervsudvikling,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar