søndag den 10. maj 2015

11.500 omdannede Valbyparken til farvefest


Enkelte regnbyer kunne ikke lægge en dæmper på festen, da det amerikanske festløb, The Color Run, ramte Valbyparken. Arrangørerne kunne melde udsolgt på dagen, som kulminerede i tusindvis af pigehvin, da Citybois entrerede scenen.
Klædt i hvide t-shirts, solbriller med neonfarvede stænger og multifarvede tylskørter strømmede unge kvinder og mænd, børnefamilier og enkelte, der sad i kørestol mod startlinjen i Valbyparken, der søndag dannede rammen om The Color Run.

Klokken 11 talte værterne Rasmus Schack og Karsten Green ned ved startlinjen, inden de første hundrede mennesker blev sendt afsted i en sky af farvepulver.
"10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1 – hooooooooooop!" lød det fra Rasmus Schack, mens deltagerne hoppede ved startlinjen til tonerne af House of Pains festklassiker 'Jump Around'. Og så spurtede de første hundrede begejstrede løbere afsted. Nogle løb med veninderne i matchende outfits, mens andre havde børn med på skuldrene eller i barnevogn med øjnene beskyttet bag solbriller eller kasketter.

Fedt at blive beskidt
Efter den første kilometer blev alle hvide t-shirts farvet pink, da løberne passerede den første farvezone. The Color Run er nemlig ikke et normalt motionsløb – der bliver ikke taget tid, og for hver kilometer løberne passerer, bliver de overhældt med en ny farve, så de passerer målstregen i alle regnbuens farver.

"Det er mærkeligt. Normalt kan jeg ikke lide at blive beskidt, men i dag er det bare det fedeste at blive smurt ind i farve", råbte Amalie Kristensen på 27, inden hun løb igennem blå farvezone til tonerne af MØs sommerhit 'Lean On'.

The Color Run startede i USA i 2012 og har siden spredt sig til mere end 50 lande i hele verden. Det er anden gang, at The Color Run afholdes i Danmark – og en opgørelse viser, at der blev solgt 11.500 billetter til søndagens løb i Valbyparken.

Spørger man en af arrangørerne, Christian Thomsen, er The Color Ron først og fremmest blevet populært, fordi det netop ikke handler om at komme først.
"Det handler mere om at have det sjovt end at løbe hurtigt. Og så er det mange, der synes det er sjovt, at man kan slippe tøjlerne og blive beskidt samtidig med, at man har en fed dag med sine venner."

Citybois-mania
Da løberne havde passeret alle farvezoner, fortsatte festen på scenen til Finish Line Festival, hvor publikum blev underholdt af DJ Jean von Baden, værterne, dansere og to brasilianske trommeslagere med store steeldrums. Kl. 13 kom reggaesangeren Pharfar på scenen og spillede sit hit 'La' Mig Rulle Dig' helt ude blandt publikum, der kastede farvepulver på ham, mens de skrålede med på teksten.
Men dagens ubestridte højdepunkt var, da X Factor-darlingsne Citybois entrerede scenen og lavede et color throw – inden de spillede deres hit 'Things We Do', som fik alle de forreste rækker til at bryde ud i fællessang.

"Seriøst. Det er den bedste dag i mit liv. Helt seriøst," som Veronika Schmidt 16, der havde sikret sig en plads foran scenen, formulerede det. Om to uger går det løs igen, når The Color Run rammer Odense. Derefter går turen til Aarhus, Herning, Slagelse, Aalborg og Kolding. Det bliver en farverig sommer!

FAKTABOKS
Om The Color Run
The Color Run startede i USA og afholdes i dag i 50 lande verden over.
Det er verdens største serievent med mere end 300 løb i hele verden.
For hver kilometer du passerer, bliver du overdænget med en ny farve. Alle løbere får desuden farveposer, som de kan kaste på hinanden på selve festpladsen.
The Color Run afholdes i 2015 i København, Herning, Aarhus, Odense, Aalborg, Slagelse og Kolding.

BOKS
The Color Run 2015
10.05: København
23.05: Odense
31.05: Aarhus
21.06: Herning
27.06: Slagelse
29.08: Aalborg
19.09: Kolding

Læs mere her

tags: USA, Danmark, billetter, København, Odense, Kolding, Herning, Aalborg, 2012, Slagelse, Valby, X Factor,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar