onsdag den 20. maj 2015
Verdens største farveløb rammer Odense
På tre år er amerikanske The Color Run blevet verdens største serieevent med over en million løbere, der kaster med farver på hinanden i mere end 50 lande. Den 23. maj kommer løbet til Odense og farver Fruens Bøge i alle regnbuens farver!Reglerne i The Color Run er enkle: Du skal komme i hvidt tøj. Og der må ikke være noget som helst hvidt på dig, når du kommer igennem de fem km. Sidste år løb 3.000 glade odenseanere de fem kilometer i Fruens Bøge igennem fire forskellige farvezoner, hvor de blev overhældt med farvepulver.
Ved mållinjen afsluttes løbet med den såkaldte Finish Line Festival med dj Jean von Baden, farvekanoner og koordineret farvekast fra de tusindvis af deltagende. Og det visuelle er en stor del af løbets succes.
»Det er lige så meget et løb, som det er en fest og et æstetisk fænomen. Der er også noget hedomisme i det deltagerne giver slip på hverdagen og iscenesætter sig selv. Det handler om at træde ud af sin normale rolle«, forklarer sociolog Bjørn Schiermer Andersen fra Københavns Universitet, der forsker i hipsterkultur og ungdomsfænomener.
'Fun run'
The Color Run startede i USA i 2012 og har siden spredt sig til mere end 50 lande i hele verden. Det er andet år i træk, at løbet afholdes i Odense. Størstedelen af deltagerne i The Color Run er imellem 15-45 år, og de fleste løber udklædte med deres venner, som var det en sporty endagsfestival dog uden alkohol og fulde folk. En undersøgelse fra sidste års løb i København viste, at 56 procent af deltagerne aldrig har deltaget i et motionsløb før.
»Vi er stolte af, at vi tiltrækker nogen, som ellers ikke ville deltage i et organiseret løb. Måske handler det om, at det ikke er konkurrencebaseret, men mere sjov og ballade, så det appellerer til nogle andre typer, end dem der normalt løber motionsløb«, siger løbsdirektør i The Color Run, Christian Thomsen.
Efterfest på Voyeur
Sidste år deltog 19.500 mennesker i The Color Run i København, Herning og Aalborg. I år kommer løbet desuden til Odense, Slagelse, Kolding og Aarhus, og eventfirmaet BNC Group, der står bag The Color Run i Norden forventer, at deltagerantallet stiger til det dobbelte af sidste år.
I Odense har 4.400 mennesker pt. meldt sig til løbet på Facebook. Og når festen er slut i Fruens Bøge, er der efterfest på Voyeur i Lille Gråbrødre Stræde, hvor der er dj-sæts fra Pharfar (Bikstok), Hamdernicolai og Amin Safari.
Vi håber at se nogle af jer til en farverig lørdag, når verdens sjoveste fem kilometer rammer Odense den 23. maj kl. 9-14!
Om The Color Run
The Color Run startede i USA og afholdes i dag i 50 lande verden over.
Løbet er 5 km langt, og du kan tilmelde dig alene eller som hold.
For hver kilometer du passerer, bliver du overdænget med en ny farve. Alle løbere får desuden farveposer, som de kan kaste på hinanden på selve festpladsen.
The Color Run afholdes i 2015 i København, Herning, Aarhus, Odense, Aalborg, Slagelse og Kolding.
Læs mere her
tags: USA, København, direktør, Odense, Facebook, Kolding, Herning, Aalborg, 2012, Slagelse, cola, konkurrence, Københavns Universitet,
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar