torsdag den 7. maj 2015

House of Kids lancerer nyt koncept:


Forældre er fremtidens børnetøjsdesignereDetailhandelen er i disse år under konstant forandring. Forbrugerne er blevet mere selektive og kvalitetsbevidste, og de stiller høje krav til det tøj, de køber til deres børn. House of Kids imødekommer nu tendensen med et helt nyt koncept, hvor forældre er med som co-createre og bestemmer, hvilke styles der sættes i produktion.

Normalt sidder der en designer og et produktionsteam, som skal vurdere, hvilke styles næste sæson skal indeholde og hvilke farver børnenes tøj skal have. Helle Guldmann, indehaver af House of Kids, vil nu vende denne metode på hovedet og prøve en anden model; »Jeg tror på, at forældre er helt klar over, hvad de vil have til deres børn. De ved, hvilke styles der fungerer bedst, hvordan pasformen skal være og hvilken stil de ønsker«. Hun tager nu kunderne med på råd, så den helt perfekte børnetøjskollektion 'SOMEONE' kan blive født.

Den nye trend hedder co-creation, og går i alt sin enkelthed ud på, at slutforbrugeren tager nogle valg omkring produkter og dermed er med til at bestemme design og funktion. Dette ud fra deres egne erfaringer og præferencer.

Afstemninger foregår i et online univers og kan nemt og hurtigt gøres fra mobilen i farten. De sociale medier benyttes til erfaringsudveksling og mere personlig dialog med deltagerne.

Kendt børnetøjsdesigner står bag kollektionen
Selve kollektionen er designet af Christel Russel, som bl.a. har syv års erfaring som designer fra det anerkendte, danske børnetøjsbrand MOLO.
Christel havde straks armene i vejret, da hun fik en beskrivelse af projektet: »At arbejde med en kollektion, hvor fokus ligger på komfort, kvalitet og spændende designs, er i sig selv en interessant opgave - men at slutkunderne bliver inddraget i hele processen, er et helt nyt skridt, vi ikke tidligere har set inden for modebranchen herhjemme.«

Første gang kunderne inddrages som co-designere

Helle Guldmann, som nu starter sin tredje virksomhed med brandet SOMEONE, ønsker at gøre en forskel i børnetøjsbranchen. »Vi vil have slutforbrugeren med i hele processen, så de bliver engagerede og dermed er en del af brandet. De må gerne tage ejerskab«.

Det er første gang konceptet lanceres i Danmark inden for modebranchen og de første afstemninger finder sted i starten af maj måned.

Læs mere her

tags: Danmark, bilen, LO, OL, virksomhed, stemmer,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar