torsdag den 13. august 2015

0. klasserne er klar til at køre med skolebussen


Busselskaberne Tide og Thykjær har sammen med Tønder Kommune sat sikker kørsel med skolebussen på skoleskemaet. Målet er trafiksikre skoleleverFor mange skoleelever i Tønder Kommune går turen til og fra skole med den lokale skolebus. Derfor har busselskaberne Tide og Thykjær sammen med Tønder Kommune gjort de nye folkeskoleelever klar til at køre sikkert med skolebusserne.

Busselskaberne har således undervist 0. klasseeleverne i, hvor de skal stå og vente på bussen, hvordan de skal opføre sig i bussen og forklaret, hvor vigtigt det er ved udstigning, at de venter med at krydse vejen, til bussen er kørt. Eleverne fik desuden demonstreret, hvor langt en fodbold kan flyve, hvis buschaufføren pludselig må træde hårdt på bremsen.

- I en landkommune som Tønder Kommune kører rigtig mange børn dagligt med skolebussen, og derfor er det vigtigt, at eleverne får denne undervisning, fortæller trafiksikkerhedsmedarbejder ved Tønder Kommune, Anders Hørkjær Pedersen.

Tønder Kommune har en målsætning om at 90 % af eleverne i kommunens skoler er selvtransporterende (bus, tog, cykel eller til fods). Det skal være med til at få færre forældre til at køre deres børn til skole.

- Med ønsket om at eleverne selv kommer til og fra skole, er det vigtigt, at de i løbet af deres skoletid får undervisning i både at gå, cykle og køre med bus, siger Anders Hørkjær Pedersen.

I kommunens overordnede trafikpolitik stilles der krav til skolerne om, at de underviser eleverne i færdselslære, ligesom eleverne også skal igennem en gå-prøve i 0. klasse, den lille cyklistprøve i 3. klasse, cyklistprøven i 6. klasse og projektet Skillevej i 9. Klasse.

Alle kommunale skoler i Tønder Kommune har fået tilbuddet om besøg af skolebussen. Det tilbud har syv kommunale skoler og Asylklasserne i Løgumkloster takket ja til.

Læs mere her

tags: politi, busselskaber, fodbold, cyklist, Tønder, folkeskole, undervisning,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar