Social- og integrationsminister Karen Hækkerup har sammen med KL udarbejdet ti anbefalinger til, hvordan kommunerne sikrer bedre tilsyn med opholdssteder for anbragte børn og unge. To nye undersøgelser fra Ankestyrelsen viser, at der stadig er mangler i tilsynet med de anbragte børn. KL s formand Jan Trøjborg og social- og integrationsminister Karen Hækkerup understreger, at der er behov for at forbedre tilsynet og opfordrer alle landets kommuner til at anvende anbefalingerne.
KL og Social- og Integrationsministeriet har udarbejdet ti anbefalinger, som skal styrke tilsynet med de anbragte børn. Hvis den enkelte kommune anvender disse anbefalinger, er der god sandsynlighed for, at godkendelsen og tilsynet har høj kvalitet.
Med anbefalingerne og de tilhørende støtteredskaber følges der op på tilsynsaftalen mellem KL og Social- og Integrationsministeriet fra december og på de to nye undersøgelser fra Ankestyrelsen.
Undersøgelserne viser, at der stadig er mangler i forhold til tilsynet med de anbragte børn. For eksempel får kun 45 procent af de anbragte børn i plejefamilier de to årlige tilsynsbesøg, som loven kræver, og kun i 59 procent af besøgene bliver der talt med barnet. Undersøgelserne viser dog samtidig, at mange kommuner har lokale retningslinjer for tilsynet, selvom dette ikke er lovkrav.
Social- og integrationsminister Karen Hækkerup siger:
Undersøgelserne viser tydeligt, at der er behov for at styrke kommunernes tilsyn. Derfor er jeg også glad for, at jeg sammen med KL i vores partnerskab har udviklet ti helt konkrete anbefalinger til, hvordan kommunerne fører et ordentligt tilsyn med anbragte børn og unge og opholdsstederne. Dem skal vi nu have udbredt til alle landets kommuner. Anbragte børn og unge har nemlig krav på gode og trygge rammer for deres opvækst. Det skal anbefalingerne sikre.
KL s formand Jan Trøjborg siger:
Vores ti anbefalinger er et godt redskab til kommunerne for at sikre det gode børneliv, som alle børn har krav på. I kommunerne er vi dybt optagede af at få forbedret tilsynet med de anbragt børn og med anbringelsesstederne. Vi skylder børnene at levere ordentlige tilbud og leve op til loven. Og vi er allerede godt i gang med arbejdet. Det gælder både den enkelte kommune og i samarbejde mellem flere kommuner i de regionale kommunekontaktråd, hvor man arbejder på et kvalitetsløft og i øjeblikket konkret drøfter, hvordan tilsynet kan blive bedre.
Anbefalingerne kommer i forlængelse af en generel oprustning på området. Kommunerne arbejder bl.a. med at sørge for, at plejefamilier får den lovpligtige grunduddannelse i at være plejefamilie og mindst to hele efteruddannelsesdage årligt, samt at kommunerne kan dokumentere arbejdet og de indsatser, der virker over for udsatte børn og unge.
Anbefalingerne udsendes til alle landets kommuner og lanceres sammen med en række redskaber på en tilsynsportal, så kommunerne kan få konkret støtte i arbejdet med at forbedre kvaliteten af tilsynet med de anbragte børn.
Redskaberne findes på: www.servicestyrelsen.dk/tilsyn/partnerskab
Læs mere her
Ingen kommentarer:
Send en kommentar