Sidste uge før Påske omdannes Rosenkilde Skole til et bysamfund. Her kan eleverne prøve kræfter med at være bager, tatovør, bankmedarbejder, journalist eller noget helt femte. Den anderledes skoleuge byder på masser af læring og gode oplevelser og er samtidig en stor udfordring for børnene, der normalt trives bedst med faste rutiner.
På Rosenkilde Skole, der hører under Autisme Center Vestsjælland, afvikles undervisningen normalt efter faste skemaer, i faste grupper og med faste lærere. Men en gang om året opstår i stedet et bysamfund med biograf, bank, bageri, kasino, smoothie-bar, wellness-butik, avis, pizzeria, tatovør, legeland, spillehal osv. Hele ugen arbejder de 84 elever i bysamfundet, og i pauserne er der tid til at bruge den løn, de optjener, rundt omkring i de forskellige butikker.
Flytter grænser
I temaugen opsplittes de grupper, børnene plejer at være i, og nye dannes. Normalt er en sådan ændring alt for svær at håndtere for børn med en diagnose inden for autisme-spektret, hvor det ofte er nødvendigt med faste rammer om hverdagen og den sociale udveksling.
Vi kan imidlertid se, at vores elever vokser, når de prøver at være sammen med andre voksne og børn, end de plejer. Hvad der kan lade sig gøre, afhænger selvfølgelig af den enkelte elev, og derfor tager vi altid udgangspunkt i, hvad den enkelte kan, og hvad der vil være udfordrende for netop denne elev. Men for alle vores elever er det vigtigt at øve fleksibilitet, og vi oplever hvert år, at bysamfundet er med til at flytte nogle grænser for eleverne, fortæller Louise Abel Thomsen, der er lærer på Rosenkilde Skole.
Faglig læring på en anderledes måde
Bysamfundet rummer også mange faglige udfordringer for eleverne. Lige nu er de i gang med at søge arbejde i de forskellige butikker, og i dagene op til temaugen får eleverne travlt med at planlægge og forberede det, der skal produceres og sælges i eksempelvis bageriet:
Eleverne deltager i alle faser planlægning, indkøb og overvejelser omkring, hvad en chokoladekage kan kaldes for at virke mest interessant. Der skal laves skilte og plakater og udformes en annonce til avisen i bysamfundet, og endelig skal kagerne bages, butikken indrettes og kunderne ekspederes. Alle butikkerne skal levere et regnskab osv. Der er masser af læring for eleverne på en helt anden måde end til daglig, forklarer Louise Abel Thomsen.
Oplever nyt fællesskab
Og hvad gør man, hvis noget ikke bliver solgt Skal prisen sættes ned, eller skal kageresterne omdannes til romkugler
Undervejs opstår der uforudsete situationer, og vi må gøre ting anderledes end planlagt. Selv små ændringer kan give kaos i hovedet og kroppen for nogle af vores elever. Samtidig er det virkelig fedt, når der er noget svært, som lykkes, siger Louise Abel Thomsen og understreger, at både elever, lærere og pædagoger hvert år glæder sig til ugen med bysamfund, som er en tilbagevendende succes.
I bysamfunds-ugen lærer eleverne at samarbejde med nogle andre end dem, de normalt er sammen med. Det giver en stor fællesskabsfølelse og nye, sociale relationer, der kan bygges videre på, slutter hun.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Lærer Louise Abel Thomsen, telefon 5855 2721
Pressekontakt Eskild Urhøj, telefon 5855 2780
Læs mere her
tags: biograf, regnskab, chokolade, Vestsjælland, fleksibilitet, journalist, undervisning, pizzeria,,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar