torsdag den 13. juni 2013

Talentklasserne bliver permanente i den nye folkeskole

Folkeskoleforliget, som regeringen i dag har præsenteret sammen med Venstre og Dansk Folkeparti, betyder, at de særlige klasser for idrætstalenter i 7.-9. klasse nu bliver permanente. Idræt og bevægelse bliver desuden styrket generelt med den nye folkeskolereform, når der fremover vil være mindst 45 minutters daglig idræt og bevægelse til alle børn i folkeskolen. Team Danmarks formand, Frank Jensen, kalder folkeskoleforliget for en stor gevinst for idrætten og for talenterne.

Idrætstalenter, forældre og lærere på idrætsskolerne i Team Danmarks Elitekommuner kan i dag ånde lettet op. Usikkerheden om fremtiden for talentklasserne med sportslige optagelseskriterier er nemlig forsvundet med det nye folkeskoleforlig.

Det er utrolig godt og fremsynet, at undervisningsminister Christine Antorini og forligspartierne løfter idræt og bevægelse generelt i folkeskolen. Det vil få positiv effekt på sigt, både i forhold til idrætten i Danmark, indlæringen og folkesundheden. Og så er det utroligt positivt, at fremtidens folkeskole har mere fokus på de børn, der ønsker at udvikle og afprøve talentet inden for idrætten. Talentklasserne for 7. 9. klasse har været succes, og det er en stor gevinst, at de nu bliver et permanent tilbud og ikke længere bare en forsøgsordning, siger Team Danmarks formand, Frank Jensen.

I aftaleteksten om folkeskolen har eliteklasserne fået et særskilt afsnit:
Eliteklasser i idræt: Skolen skal udfordre og udvikle alle elever, også de elever, der har et særligt sportsligt talent. Derfor gøres det muligt at oprette særlige eliteklasser i 7. til 9. klasse, så undervisningen tilrettelægges, så den understøtter elevernes talent og giver dem de bedst mulige rammer til at kunne træne. Eleverne optages på baggrund af deres sportslige niveau.

OL-guldvinder Lasse Normann Hansen, tidligere ungdomsverdensmester i badminton Victor Axelsen og den unge svømme-komet Mie Østergaard Nielsen er blandt de talenter, der har gået på Team Danmarks idrætsskoler i de 18 Elitekommuner de seneste år.

Der er i øjeblikket 38 idrætsskoler fordelt ud over landet i Haderslev, Hillerød, Randers, Svendborg, Herning, Esbjerg, Århus, Ålborg, Holstebro, København, Fredericia, Kolding, Gentofte, Horsens, Odense, Roskilde, Vejle og Ballerup.

Yderligere oplysninger:
Lars Green Bach, talentkoordinator i Team Danmark, tlf. 29 35 25 03
Michael Andersen, direktør i Team Danmark, tlf. 51 26 60 62


Fakta om idrætsskolerne og talentklasserne:
De første idrætsskoler i Team Danmarks Elitekommuner blev etableret i 2005. Der er nu 38 idrætsskoler fordelt i de 18 Elitekommuner. 21 af skolerne har talentklasser for 7. 9. klasse, hvor der er sportslige optagelseskriterier til klassen.

På idrætsskolerne har eleverne allerede i dag et ekstra idrætstilbud udover folkeskolens obligatoriske idrætsundervisning (2 lektioner/uge). I 0. til 6. klasse er det ekstra tilbud 4 lektioner/uge i aldersrelateret træning for alle elever, og i 7. til 9. klasse er det herudover 4 lektioner/uge for sportstalenter.

Den ekstra idrætsundervisning i idrætsskolerne tager afsæt i Team Danmarks koncept for aldersrelateret træning og bidrager derved til at sikre en alsidig fysisk, psykisk og social udvikling af de børn og unge, der går i idrætsklasserne.

I 7.- 9./10. klasse benytter de mest talentfulde udøvere de ekstra idrætstimer til idrætsspecifik aldersrelateret træning (fysisk, teknisk, taktisk og mental træning), og træningen bliver koordineret i samarbejde med de lokale eliteklubber. Træningstilbuddet er placeret således, at det er muligt for eleverne at træne sammen med eventuelle elever i ungdomsuddannelsesregi med et tilsvarende tilbud om skemalagt træning.

Der er gennemført en række undersøgelser og forskningsprojekter om talentklasserne, og de centrale konklusioner er foreløbig:

-Eleverne opnår et højere karakterniveau i 9.klasses afgangsprøve sammenlignet med et gennemsnit for elever, og 97 % af eleverne forventer at fortsætte på en ungdomsuddannelse efterfølgende.

-Eleverne i talentklasserne er gladere for at gå i skole end traditionelle folkeskoleelever i 7. til 9. klasser. 91 % af idrætseleverne trives eller trives meget godt i skolen mod 81 % af de traditionelle elever. Undersøgelserne viser, at eleverne i idrætsklasserne udviser en høj grad af trivsel fagligt, socialt såvel som sportsligt.

- Lærerne oplever, at talentklasserne er dynamiske og ressourcestærke. Klasserne hæver det faglige niveauet ikke bare i deres egen klasse, men bidrager til et samlet højere fagligt niveau på hele skolen.

- Eleverne vurderer, at de er fagligt aktive og dygtige, og der er et godt læringsmiljø og fagligt højt niveau i klasserne, og et markant flertal af eleverne finder kammeratskabet i klasserne godt eller særdeles godt.

-Eleverne oplever, at deres sportslige udvikling tilgodeses. De har overskud til at gøre deres bedste rent sportsligt, og de har en god sportslig udvikling, fordi de får mulighed for at prøve, hvor langt talentet rækker, når deres skole og sport i højere grad går hånd i hånd i idrætsklasserne.

-Forældrene oplever, at deres børn trives utroligt godt i klasserne. De ser, at deres børn uden problemer står tidligt op hver morgen for at komme i skole eller til træning. Desuden tilkendegiver de stor tilfredshed med idéen om, at deres børn kan kombinere skole og sport allerede i folkeskolen og ser på den baggrund ubekymret på deres børns uddannelsesfremtid.

Læs mere her

tags: Danmark, København, Venstre, direktør, Esbjerg, Århus, Dansk Folkeparti, Vejle, Horsens, uddannelse, Odense, Randers, Holstebro, Kolding, OL, regeringen, Herning, Roskilde, regering, Hillerød, Svendborg, Fredericia, Ballerup, folkeskole, undervisningsminister, undervisning, miljø, forskningsprojekt, Fakta, Haderslev,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar