Sigurd fortæller om tubaer og trompeter, hr. Skæg danser bogstavdanse, og værterne fra 'Lille Nørd' kravler som en edderkop.
DRs kendte værter og figurer optræder i en ny rolle i 'Klipkassen', der er DRs nye læringssite til børn mellem nul og seks år.Sitet, der er at finde på dr.dk/klipkassen, er tiltænkt børn i dagtilbud, men forældre kan også sagtens sætte børnene i sving med 'Klipkassen' derhjemme, hvor rigtig mange småfolk efterhånden har adgang til smartphones og tablets.
"De mindste er en interessant målgruppe, fordi læringen med at blive digitale borgere allerede går i gang her. I dag er der ikke mange andre tilbud end spil til de nul- til seks-årige, men det har vi gerne villet give dem med 'Klipkassen'. Der er opgaver og aktiviteter til hvert klip," forklarer redaktør Katrine Holst fra DR Danmark Web.
Tre læringssites
Med det nye site har DR nu læringssites til tre aldersklasser af børn og unge. Udover 'Klipkassen' eksisterer DR Skole og DR Gymnasium allerede, og disse sider tager også i høj grad udgangspunkt i klip fra DRs arkiver.
Første version af 'Klipkassen' indeholder seks temaer, der passer til de fire temaer sprog, natur, musik samt krop og bevægelse, som alle indgår i de pædagogiske læreplaner for dagtilbud. Sitet er udviklet i tæt samarbejde med Undervisningsministeriets læringsportal, EMU, og med støtte fra såvel Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold og Undervisningsministeriet.
"Vi bruger figurerne fra Ramasjang, som børnene kender. For eksempel har vi udvalgt en række korte klip, hvor 'Lille Nørd' undersøger insekter. Sammen med hvert klip er der forslag til en masse forskellige aktiviteter, som pædagogen eller forældrene kan lave sammen med børnene," forklarer journalist Lene Møbjerg Toft fra DR Danmark Web, som har været med til at udvikle 'Klipkassen'.
Ud på gulvet og dans
For eksempel kan børnene først se et kort videoklip, hvor Hr. Skæg danser bogstavet A. Derefter skal børnene selv ud på gulvet og danse. Og til sidst skal de forme bogstavet A på gulvet med deres egne kroppe. Det kan pædagogen eller forældrene så fotografere med deres tablet og efterfølgende tale med børnene om.
Børnehuset Slottet i Rødovre har været med til at udvikle og teste 'Klipkassen'. Her har alle stuer tablets, men de har ikke tidligere brugt dem i det pædagogiske arbejde med børnene.
"Vi har været glade for at være med til at udvikle 'Klipkassen', for vi har manglet noget godt materiale til tablets, som var på dansk, var gratis og uden reklamer," siger Linda Betty Lønbro, der er leder af Børnehuset Slottet.
'Klipkassen' er gratis for alle, og sitet kan både bruges på computere og tablets.
Læs mere her
tags: Danmark, EM, portal, computer, Gymnasium, journalist, Undervisningsministeriet, sprog, Rødovre,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar