mandag den 26. maj 2014

Børnekunst fra hele verden i DR Koncerthuset

Flere end 1000 børn i alderen 10-12 år afslutter den 21. og 22. maj et stort internationalt skoleprojekt i DR Koncerthuset med besøg af HKH Prinsesse Marie. Projektet hedder CICLO, er udviklet i samarbejde med lærere og er på mange måder et kvantespring i forhold til folkeskolereformens bestræbelser på at skabe et tættere samarbejde mellem kunstnere og folkeskoler.

Der har været fuld knald på kreativiteten i maj måned med kunstnerudvekslinger, spændende workshops, et internationalt blogsamarbejde og store afsluttende events for skoler i henholdsvis Danmark, Brasilien, Sydafrika og Rusland. Alt sammen under overskriften "Mit nabolag - forestillinger om en bæredygtig fremtid". CICLO gennemføres med støtte fra undervisningsminister Christine Antorini og kulturminister Marianne Jelved, der også har samarbejdet om at styrke de kreativt-musiske fag i folkeskolen.

Storslået finale i DR Koncerthuset
Årets CICLO-projekt afsluttes med spændende arrangementer i alle fire lande under UNESCO's Arts Education Week, der løber af stablen fra den 19.-23. maj. I Danmark fejres afslutningen i samarbejde med DR Musikariet med et storslået to-dages arrangement i DR Koncerthuset 21. og 22. maj, torsdag med besøg af HKH Prinsesse Marie.

Master Fatman er vært ved arrangementet, og der medvirker over 10 professionelle musikere, skuespillere, dansere og andre kunstnere fra alle de fire lande i programmet. Arrangementet byder på en række spændende workshops for børn, performances inspireret af den indianske kultur- og naturforståelse, en forestilling om smeltende is-skulpturer og brugt emballage, en videoforestilling om fotosyntese - liv, død og genfødsel, samt kunstværker lavet af børnene fra alle fire lande, der viser deres forestillinger om fremtidens nabolag. Musikere fra Rusland, Sydafrika og Brasilien vil underholde med unikke og spændende koncertoplevelser. De forskellige performances vil veksle med sjov, oplevelser og aktiviteter, hvor børnene vil blive inddraget. Det bliver ikke kedeligt!

UNESCO og CICLO
Formålet med CICLO 2014 har rødder i UNESCO's mål for de kreative fag i skolerne, der blev formuleret i Seoul Agendaen i 2010. Der arbejdes konkret med tre punkter en forbedret adgang til arts education, en forbedret kvalitet af arts education og at tage sociale og kulturelle globale udfordringer op gennem arts education.

Dette gøres blandt andet ved en omfattende kunstnerudveksling både lokalt og internationalt, hvor kunstnerne vil kvalificere undervisningen i de kreative fag og dermed styrke kvaliteten af undervisningen mht. metoder, mødet mellem kunst og skole samt brug af internet og opvisninger/præsentationer. I CICLO gentænkes desuden den sociale og kulturelle udfordring for bæredygtighed i en lokal og global kontekst. CICLO bidrager til at nå disse mål ved at være en del af UNESCO Arts Education Week 2014.

En kreativ kickstart
I Danmark har en række skoleklasser i København, Sorø, Kalundborg, Vejle og Ishøj i øjeblikket besøg af professionelle kunstnere, der kickstarter børnenes kreativitet og fantasi omkring emnerne bæredygtighed og fremtiden. I Vejle har skoleklasserne for eksempel besøg af kunstnerne Christian Schrøder og Pernille Bach, der sammen med børnene har udviklet kunstprojektet "Is og Emballage", hvor de sætter fokus på verdens massive overforbrug og konsekvenserne heraf.
Projektet ender ud i en lille lokal forestilling bygget op omkring 10 installationer med børnenes egne is-skulpturer, hvori de har nedfrosset digte, statements og emballagerester fra deres dagligdag, hvilket akkompagneres af sang og musik. Der vil blive produceret en kunstfilm om processen og tilblivelsen af forestillingen.

De danske skoleklasser har alle fået en international venskabsklasse, som de skal blogge med omkring deres projekter, bæredygtighed, kunst og deres nabolag. Også her får børnene brugt deres kreativitet, og der er allerede mange spændende indlæg, som skaber interessante dialoger mellem børnene i de forskellige lande. Blogsamarbejdet giver børnene en vigtig indsigt i hinandens forskellige hverdage og virkeligheder, samtidig med at de deler et fællesskab i form af CICLO projektet. Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie er protektor for Den danske UNESCO-nationalkommission og har udtrykt særlig stor interesse for denne del af projektet.
Pressetilmelding: Sara Line Batson, slb@dankultur.dk

Læs mere her

tags: Danmark, 2010, København, internet, Kalundborg, Blog, Sydafrika, HK, Vejle, kunst, Rusland, skuespiller, LO, Brasilien, koncert, kvantespring, Koncerthuset, kreativ, folkeskole, UNESCO, undervisningsminister, undervisning, 2014,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar