DRs populære makkerpar Kaj og Andrea er klar til at sige pænt goddag igen og bakke endnu mere snagvendt. 40 år efter, at papegøjen og frøen udgav deres første album, bliver albummet 'Kaj og Andrea' fra 1974 nu genudgivet af DR og Warner Music. Det sker mandag den 2. juni på cd, men også i et begrænset oplag på vinyl. 'Kaj og Andrea' er den første danske børneplade, som vender tilbage til den nye generation af vinylfans, efter at albummet har været et samlerobjekt i plademiljøet i mange år. Det er 30 år siden, at albummet sidst blev udgivet på LP.
I alt er der gennem årene blevet produceret hen ved 200 Kaj og Andrea-udsendelser, som fortsat bliver vist flittigt på DR Ramasjang.
"Kaj og Andrea er et fast par i vores virkelighed, som vi fortsat taler og synger med. De seneste år har deres musik været tilgængeligt digitalt nummer for nummer, men mange har også efterlyst, at de kunne få fat i 'Kaj og Andrea' på cd og vinylplade, og det er det ønske, vi nu efterkommer," siger redaktør Rie Rosendahl fra DR Salg.
Albummet, der rummer sange som 'Bakke Snagvendt-Sangen', 'Højre Venstre', 'Ugesangen' og 'Kaj og Andreas Duet' har periodisk haft sine opture siden 1970'erne, og det er solgt i flere hundrede tusinde eksemplarer gennem årene.
Lå 21 uger på Top 20
Musikforskeren Henrik Smith-Iversen beretter på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside, hvordan albummet Kaj og Andrea' ved udgivelsen i 1974 lå hele 21 uger på DRs Top 20 heriblandt seks uger på førstepladsen og 10 på andenpladsen.
Senere fik albummet nye opture, da det blev genudgivet på cd og kassettebånd i 1990, og da nu afdøde Povl Kjøller fik et comeback af dimensioner, efter at have optrådt med blandt andet 'Bakke Snagvendt-Sangen' på Midtfyns Festival i 1993.
Bag 'Kaj og Andrea'-albummet gennem sig Kjeld Nørgaard og Hanne Willumsen, og det var Povl Kjøller der også medvirkede i de første udsendelser, som var bagmand bag de fleste af makkerparrets sange.
"Mange forældre og endda bedsteforældre har selv haft albummet som barn, og de har gerne villet give det videre til deres børn og børnebørn. Det ønske håber vi hermed igen at kunne opfylde. Derudover vil sangene selvfølgelig også fortsat være tilgængelige digitalt," siger Rie Rosendahl.
Kaj og Andrea havde tv-premiere i 'Legestue' den 8. marts 1971, og for øjeblikket kan de ses dagligt på DR Ramasjang klokken lidt over seks om morgenen.
Læs mere her
tags: Venstre, comeback, førstepladsen, Warner, miljø,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar