I påskeferien sætter Gammel Estrup Herregårdsmuseet fokus på renæssancens stærke kvinder, og alle børn kan være med til at lave historiske smykker, som dem adelskvinder og mænd gik med dengang. Smykker var nemlig vigtige for både adelsmænd og kvinder i renæssancen. I form af ringe, store guldkæder og andre smykker, forsøgte de at vise hvilken, magt de besad. Derfor blev der naturligvis også brugt mange penge på at se så fornem ud.
Museumsformidler Stine Lucia Rasmussens fortæller: "Vi ved at Eske Brock og hans kone Christence Viffert her fra Gammel Estrup brugte mange penge på smykker, og det var både guldkæder til mænd og kvinder. I 1613 brugte Eske Brock det svimlende beløb på 160 rigsdaler for et smykke med diamanter til sin hustru. Det var virkelig mange penge, især når man tænker på at en smed fik 30 rigsdaler i løn om året".
Også Eske Brock og Christences Vifferts datter og arving til Gammel Estrup, Jytte Brock var en fashionabel dame. På museet hænger et billede af hende, som viser, at hun bar en stor gylden kæde, med en lille medaljon samt armbånd og ringe. Som den højeste mode dengang dikterede, så bar hun også en pibekrave, som vi i dag kun kender fra præsten i kirken.
Stærke kvinder, der kunne andet end at se godt ud
Det var ikke kun dyrebare genstande og smykker, der interesserede renæssancens adelsdamer. Mange var også dygtige forretningskvinder ikke mindst på Gammel Estrup, hvor en af landets mægtigste slægter havde til huse.
"Christences Viffert og Jytte Brock ejede begge meget jord, og det var lig med magt i renæssancen. Ved ægteskab tilfaldt jorden ikke deres mænd, og derfor beholdt de deres jord, som de skulle bestyre og havde råderet over", fortæller museumsformidler Stine Lucia Rasmussen
Når mændene var væk, enten i krig, i tjeneste hos kongen eller døde, var det også deres koner, der overtog arbejde på de mange herregårde. Ligesom enkerne på denne tid ofte havde råderet over deres børns jord, indtil de var gamle nok til selv at bestemme.
Renæssancesmykker i påsken
I påsken har alle børn og barnlige sjæle mulighed for at lave deres egne historiske smykker i museets smykkeværksted. Hvis man har en sød tand, kan man tage et smut ned forbi Gammel Estrups husjomfru i herregårdskøkkenet, hvor man kan købe kaffe og kage fra Madam Blå.
Alle aktiviteter er åbne hele påskeferien 28 marts - 6 april kl. 10-16. Selve muset er åbent kl. 10-17. Entréen er 90 kr. børn under 18 år er gratis. Det koster et mindre materialebeløb at være med til at lave historiske smykker.
Læs mere her
tags: smykker, ægteskab, jorden, museum, penge, rock, kaffe,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar