onsdag den 4. marts 2015

Portræt af generation mash-up

BOGUDGIVELSE: Sammen med Roskilde Festival udgiver Ungdomsbureauet et generationsportræt af den danske ungdom Hen over sommeren gav Ungdomsbureauet og Roskilde Festival unge en arena og bad dem fortælle om deres drømme og forventninger til omverden og sig selv. Spurgte dem, hvor de ville hen. Og de unge svarede. Nu udkommer svarene som bog med titlen Jeg drømmer om en tid hvor alle de ting jeg godt kan lide at lave ikke føles som skyldsprovokerende overspringshandlinger i det langsigtede projekt som er min tilværelse.

Bogen, der i disse dage lander på caféer over hele landet, er det nærmeste 2014 kommer på et generationsportræt. Produceret af 300 unge selv. Som de unges liv er den en sammensat størrelse – et mash-up af tekster, udtryk, illustrationer, drømme, essays og meget mere. Der sker meget, og det sker hele tiden. Håndskrevne dagbogsnotater veksler med debatindlæg, digte, fotos og korte citater fra samtaler. Formen er bevidst kaotisk, men der er mening og retning i kaosset, og rundt omkring i bogen er der givet plads til eftertænksomhed og store tanker. Et dyk ned i den fører læseren frem til unges idéer, drømme og holdninger.

Titlen er hentet fra en dagbog, der blev skrevet på Roskilde Festival, og beskriver det brændende ønske mange unge går med: at føle sig tilpas uden dårlig samvittighed. Men hvordan kan det lade sig gøre i en tid med hårdere konkurrence, højere tempo og krav om altid at gøre det rette

Jeg drømmer om… giver indtryk af en ansvarlig ungdom, som på den ene side gerne vil være gode borgere, der passer deres pligter, bidrager til fællesskaber og målretter deres drømme. Og på den anden side rebelsk har lyst til at starte samfundet forfra, følge deres drømme og tænke stort.

Ungdomstilværelsen har sikkert altid været fyldt med den type modsætningsforhold, men det er som om nutidens unge har vanskeligere ved at navigere i dem, fordi der slet og ret er kommet flere muligheder og flere valg, der skal træffes. Hurtigere.

Svaret på den rette balance findes ikke i Jeg drømmer om…, men problematikken nuanceres.

BIDRAGSYDERE
Udover bidragene fra de 300 unge, der deltog i Ungdomsbureauets og Roskilde Festivals aktiviteter, indeholder bogen bidrag af forfatterne Caspar Eric og Niels Henning Falk Jensby, Politikens kronikredaktør Christoffer Emil Bruun, Kulturminister Marianne
Jelved, og en række andre. Jeg drømmer om … udgives i 2.000 eksemplarer, der fordeles på cafeer i landets store byer, og kan desuden downloades på: www.ungdomsbureauet.dk/jegdrommerom

UNGDOMSBUREAUET
Ungdomsbureauet er en forening, der laver pop-up-platforme, hvor unge kan engagere sig i samfundets udvikling gennem bøger, konferencer, film, workshops og andre initiativer. Med platformene blander Ungdomsbureauet sig med unge, får snavs på fingrene, finder ungdommens stemme og bringer alt sammen videre til en bredere offentlighed.

ROSKILDE FESTIVAL CHANGE
CHANGE er Roskilde Festivals holdningsarbejde. Det er her, vi gerne vil forandre, involvere og udfordre vores omverden. Hvert andet år peger vi på et aktuelt fænomen eller overset samfunds- eller medmenneskeligt forhold, som vi synes fortjener fokus – og forandring. I 2014 og 2015 arbejder vi med CHANGE: Ungdomsledighed og ungdomssolidaritet.

For yderligere information kontakt:
Ungdomsbureauet, Olav Hesseldahl, redaktør, 3026 3742
Roskilde Festival, Christina Bilde, talskvinde, 3010 8281


Læs mere her

tags: Bild, downloade, Politiken, Roskilde, samvittighed, rebel, konkurrence, forfatter, 2014,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar