mandag den 1. juni 2015

Daginstitutioner med fokus på trafiksikkerhed


Daginstitutionerne i Tønder Kommune er muligvis landets allerbedste, når det gælder trafiksikkerhed. Det kaster ros af sig fra Rådet For Sikker TrafikForleden blev Tønder Kommune hædret med en delt førsteplads i Kommunernes Skoletrafiktest 2015. Dermed strøg kommunen helt til tops på landsplan, når det gælder skolelevernes trafiksikkerhed.

Den bedrift vil daginstitutioner dog ikke stå tilbage for. Med trafikpolitikker har samtlige af de kommunale daginstitutioner i Tønder Kommune således nu sat fokus på trafiksikkerheden. Det omfatter vel at mærke både dagplejere, vuggestuer og børnehaver.

Det imponerer Janne Gundersen, seniorkonsulent hos Rådet For Sikker Trafik:

- Tønder Kommune er en af de kommuner i landet, der virkelige har taget trafikpolitik til sig, og de arbejder meget struktureret med trafikpolitikker. Det er fantastisk, så langt de er kommet. At Tønder kommune nu også er i mål med trafikpolitikker på daginstitutionsområdet er med til at sikre, at børnene og deres forældre allerede på et tidligt tidspunkt bliver præsenteret for, hvordan man opfører sig i trafikken, så alle kan færdes sikkert i den.

Synlighed og sikkerhed
Hver daginstitution har udarbejdet deres egen trafikpolitik, således at den tager udgangspunkt i lige præcis de udfordringer, den enkelte institution møder i trafikken.

I trafikpolitikerne er det i detaljer beskrevet, hvad både børn og pædagogerne skal være opmærksomme på i trafikken i forbindelse med udflugter.

Et eksempel herpå er altid at være synlig i trafikken. Derfor bærer både børn og voksne refleksveste, når de er til fods eller cykel, ligesom eventuelle barnevogne også skal være udstyret med synlige reflekser. Når transporten sker på cykel, er det at bære godkendte cykelhjelme – både for børn og voksne – ligeledes en selvfølge.

Derudover sætter institutionerne med trafikpolitikerne også fokus på at lære børnene om trafikreglerne. Således taler pædagogerne med børnene om det, de ser i trafikken, såsom trafiklys, fodgængerfelt og forskellen mellem vej og fortov.

Netop det er en meget vigtig viden at have, for som Janne Gundersen afslutningsvis bemærker, så skyldes 99 procent af alle trafikulykker menneskelige fejl. Derfor er det afgørende at hjælpe børnene til gode trafikvaner meget tidligt i livet, så de kan færdes sikkert i trafikken.

Læs mere her

tags: politi, trafikken, trafikulykke, ulykker, Tønder, børnehave,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar