torsdag den 7. april 2016
Pia baner vejen til læseglæde og hyggelig familietid
Historien om 38-årige Pia Lykke Kongsgaard er historien om at tro så meget på sin idé, at man overvinder alle de ting, der spænder ben. Også sin egen krop. I dag knokler hun 50 timer om ugen for at skabe mere læseglæde og nærvær i børnefamilierne; et koncept som bl.a. kan præsentere bøger fra kendte navne som Per Pallesen, Kirsten Peüliche, Liselotte Risell og Jorn Lendorph ...Pia Lykke Kongsgaard fik konstateret psoriasis som 12-årig og gigt som 18-årig. Det betød en lang række indlæggelser og da hun var 23 år gammel, kunne hun ikke gå mere end 200 meter, uden at kroppen sagde stop. Men det stoppede ikke Pia, der i dag har genvundet styrken og desuden har startet sit eget børnebogsforlag, Forlaget Pil:
- Når man har haft oplevelse af at være spærret inde i sin egen krop og ikke kunne gøre dét, man har lyst til, så oplever man en stor ensomhed og en følelse af ikke at være som de andre. Det gør, at man næsten automatisk kommer til at tænke over, hvad der virkelig betyder noget hér i livet og det er jo nærværet med dem, som man holder af.
Børn skal have det sjovt!
Pias oplevelser har udmøntet sig i Forlaget Pil. Som tidligere dansklærer i indskolingen oplevede hun nemlig igen og igen, hvordan det øgede fokus på målsætning, test og paroler om "20 minutters læsning om dagen" ofte forvandlede læsningen fra en hyggestund til en sur pligt.
- Jeg så jo igen og igen, hvordan børn kom tilbage fra sommerferie, hvor de ikke havde åbnet en bog overhovedet og derfor var sat 3-4 måneder tilbage i deres læsning. Og det er ikke for at pege fingre af de forældre, der ikke får læst med ungerne, men for at pege på, at fordi vi har gjort læsningen til en sur pligt, så er det også noget, som bliver valgt fra, når man holder ferie. Læsningen bliver ikke forbundet med glæde, men med hårdt arbejde og så tror da pokker, at ungerne har svært ved at finde læseglæden.
"There is no app to replace your lap"
There is no app to replace your lap. Mottoet fra en amerikansk boghandler blev medvirkende til, at det pludseligt stod lysende klart for Pia, hvordan hun kæmpe for sin mærkesag om mere læseglæde og nærvær hos børn og deres familier.
Hun skulle hjælpe med at gøre læsningen til en sjov og hyggelig familiestund. Få ungerne væk fra skærmen og tilbage på skøddet af mor, far og bedsteforældre for sammen at opleve bøgernes eventyrlige verden.
Sjov med Familien von Fun
Det har helt konkret udmøntet sig i konceptet Familien von Fun, som i disse dage introduceres til boghandlere, campingpladser og andre børnevenlige steder over hele landet. Allerede har en række anerkendte kunstnere og personligheder vist interesse for konceptet, og således vil bøger fra navne som Per Pallesen, Kirsten Peüliche, Liselotte Risell og Jorn Lendorph udkomme som en del af konceptet i løbet af foråret.
- Jeg vil gerne kæmpe for at få hele familiens læse- og legevaner væk fra skærmen og ind i fællesskabet og nærværet. Det skal være dejligt at læse sammen. Dét, som gør mig allergladest, er når min børn er glade, og de er gladest, når vi laver noget sammen. Så det er jo oplagt at læse en god bog sammen. Mens jeg var syg, blev jeg meget tydelig på mine egne værdier og derfor gør det mig så ked af det at se, hvordan vi prioriterer målstyring og produktivitet fremfor nærvær og læseglæde. Det vil jeg gerne være med til at ændre på!
Der findes mange andre koncepter på markedet, som skal det gøre sjovt for børnene at lære f.eks Hr. Skæg eller Læsefidusen.
- Men det er stadigvæk så skolebaseret og så entydigt rettet mod barnet, der skal lære at læse. Familien von Fun går ud på, at når du køber en børnebog, så hører der et aktivitetshæfte med, hvor barnet sammen med sin familie kan løse opgaver, lave lege og alt muligt andet, der relaterer sig til den bog, de lige har læst. Jeg vil gerne gøre børnelitteratur til noget sjovt og hyggeligt, som først og fremmest hører familielivet til. Hvorfor kan man f.eks ikke spise popcorn eller slik, mens man læser en god bog sammen Hvorfor skal det altid foregå til et eller andet, der kører på skærmen Det må vi altså kunne finde ud af at ændre på!
Bøgerne fra Familien von Fun kan findes i boghandlere og på campingpladser over hele landet. De kan også købes direkte hos forlaget på www.forlagetpil.dk. Pia Lykke Kongsgaard tager også rund til børnehaver og indskolinger og holder foredrag om læseglæde.
Læs mere her
tags: kunst, produktivitet, børnehave, sommerferie, Forlag,
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar