søndag den 17. april 2016
Smag på tang til Forskningens Døgn i Kattegatcentret
Kom og ta' en bid af havet, når Kattegatcentret den 25. april 2016 slår dørene op for Forskningens Døgn med fokus på smagen af tang.Mandag den 25. april inviteres børn, unge og voksne til at tage en bid af havets grøntsager, når Kattegatcentret og partnerne i AlgeCenter Danmark (Aarhus Universitet og Teknologisk Institut) inviterer til Forskningens Døgn under overskriften "Smagen af tang".
"I Kattegatcentret har vi længe haft fokus på tang som en spændende og bæredygtig ressource, der både kan spises som en sund grøntsag fra havet, bruges i dyrefoder og omdannes til ingredienser til alt fra is, tandpasta og hudplejeprodukter til gødning i haven. Vi oplever en meget stor interesse for tang fra vores besøgende, og derfor har vi valgt netop "Smagen af tang" som tema for årets Forskningens Døgn arrangement," fortæller Lone Thybo Mouritsen, leder for forskning i Kattegatcentret.
Om formiddagen inviteres grundskoleelever i Kattegatcentret, om eftermiddagen er det ungdomsuddannelsernes tur og kl. 17.00-18.30 er der gratis adgang for alle.
VI F***ER MED DINE TANKER OM TANG
Til Forskningens Døgn i Kattegatcentret vil man blandt andet kunne møde ekspert i smag Fransisca Listov-Saabye fra Teknologisk Institut, som under overskriften "Din hjerne f***er med dig" forklarer, hvad der sker i hjernen, når man smager på noget. Man kan også smage på frisk tang og høre kokken Per Mandrup fortælle om, hvordan tang kan bruges i maden. Og vil man selv i gang med at samle sin mad i havet, kan man lære at sætte navn på almindelige danske tangarter. Endelig fortæller forsker Annette Bruhn fra Aarhus Universitet, hvordan tang kan give et bedre havmiljø og om planerne for at dyrke tang ved Djursland.
Udover at give de besøgende viden om tang og måske endda lyst til at spise tang, handler dagen ligeså meget om at give børn og unge smag for livet som forsker.
"Vi håber, at gode og sjove oplevelser med forskning og naturvidenskab giver børn og unge lyst til at gå forskervejen, og derfor kan man til Forskningens Døgn i Kattegatcentret både smage, lugte, røre og eksperimentere med tang og forhåbentlig få appetit på at lære mere," fortæller Lone Thybo Mouritsen, som glæder sig til at servere tang i Kattegatcentret den 25. april.
FAKTA:
- DAGENS PROGRAM: 9.30-11.30: Grundskoler (mellemtrin og udskoling), 12.45-15.00: Ungdomsuddannelser, 17.00-18.30: Offentligt arrangement
- OBS: Der er gratis adgang for alle til det offentlige arrangement
- Det Grenaa baserede firma Nordisk Tang deltager også i arrangementet
- Forskningens Døgn i Kattegatcentret er støttet af Uddannelses- og Forskningsministeriet
- Tang indeholder blandt andet omega-3 fedtsyrer, sunde kostfibre, vitaminer, mineraler, antioxidanter, bioaktive stoffer og protein
- Kattegatcentret deltager i forsknings- og udviklingsprojekter om dyrkning og anvendelse af tang i regi af AlgeCenter Danmark
- Kattegatcentret er blandt andet med til at sætte dyrkning og anvendelse af tang på dagsordenen i et nyt innovationsprojekt kaldet MAB4, der i starten af året modtog 11,8 millioner kroner i støtte fra Innovationsfonden
- Forskningens Døgn er en landsdækkende begivenhed, som henvender sig til hele befolkningen og især til dem, der ikke til dagligt har berøring med forskning og innovation
Læs mere her
tags: Danmark, Aarhus Universitet, Saab, uddannelse, OB, pasta, 2016, Mou, naturvidenskab, videnskab, Teknologisk Institut, innovation, miljø, Forskning, fedtsyre, Forskningsminister, vitaminer, mineraler,
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar