Viser opslag med etiketten miljø. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten miljø. Vis alle opslag

tirsdag den 1. januar 2013

Skolen kan bruge forældrene i undervisningen

Det hjemlige læringsmiljø er afgørende for, hvordan et barn klarer sig i skolen. Barnet overtager forældrenes holdning til læring, og når de aktivt engagerer sig i barnets skolegang, oplever barnet, at læring er sjov og vigtig. Som noget nyt i Danmark introduceres nu læringsbreve til forældrene. Brevene rummer inspiration til forældrene og styrker skole-hjem-samarbejdet.

Koppen med te er for længst blevet kold, og Karoline på 9 er helt fordybet i den tykke bog. Sådan har det ikke altid været, for Karoline er en af de mange, der har haft svært ved at lære at læse. Men så fik hendes mor ideen til, at Karoline skulle skrive sin egen bog. Karoline blev så optaget af projektet, at det gav hende lysten til skolen tilbage og modet til at tro på egne evner. I dag er Karoline en af de bedste læsere i sin klasse, og hun kaster sig gerne over store mursten og trilogier. Historien er at finde i et af de læringsbreve, som skoler kan abonnere på og udsende som inspiration til børnenes forældre. Bag læringsbrevene står Ingegerd Jenner Løth.

Børn kan forbedre sig med hele 25 procent, hvis forældrene benytter sig af de enkle råd i læringsbrevene. I New Zealand, hvor jeg har boet, anvender mange skoler og forældre læringsbreve, men i Danmark er det noget helt nyt at hjælpe børn til et gladere skoleliv på den måde. Jeg håber, de danske skoler også har mod til at prøve det, for jeg ved, at det kan give den hjælpende hånd, som mange forældre behøver for at støtte deres børn til at blive bedre, fortæller Ingegerd Jenner Løth.
Konceptet er helt nyt i Danmark, men har fungeret i mange år i blandt andet New Zealand, Canada og USA.

Undgår specialundervisning

Rent økonomisk kan der også være meget at hente i læringsbrevene. Specialundervisning er dyr, og der er ofte lang ventetid. Mange af de børn, der i dag står skrevet op til specialundervisning, kan hurtigt hjælpes videre med hjælp og opbakning hjemmefra og den hjælp kan forældrene få inspiration til via læringsbrevene.

Det kan fx være en leg som Spionens øje . Det er en sjov bogstavleg for hele familien, hvor barnet lærer bogstavernes lyde. Der er mange forskellige aspekter i processen med at lære at læse, og ét af dem er at lære lydene. Hvis et barn har netop den vanskelighed, kan den afhjælpes med Spionens øje, og man undgår specialundervisning og får et barn, der oplever, at det der med bogstaver er rigtig sjovt, siger Ingegerd Jenner Løth.

Sammenhæng øger indlæring

Forskning viser, at hjemmets læringsmiljø er bestemmende for, hvordan et barn klarer sig i uddannelsessystemet. 93 procent af de unge, som kommer fra lærende hjem i Danmark, gennemfører ungdomsuddannelsen, og 75 procent af dem tager en videregående uddannelse. Ud over at fremme det hjemlige læringsmiljø betyder læringsbreve også, at forældre og skole i højere grad opleves som en helhed for barnet og det sætter turbo på indlæringen. En undersøgelse fra Skolerådet viser, at i de hjem, hvor forældre og skole deler værdier omkring læring, klarer eleverne sig bedst.

Når en skole tegner abonnement på læringsbreve, koster det 1500 kroner om året. Skolen modtager så hver måned fra september til maj tre breve, som gratis kan videresendes til samtlige forældre. Brevene dækker læsning for begyndere, læsning for øvede samt matematik og naturvidenskab for begyndere.

Læs mere her

onsdag den 25. april 2012

Startboliger skal gøre det nemmere at flytte hjemmefra for udsatte unge

Det er et stort skridt for alle unge at flytte hjemmefra. Men for unge med sociale eller psykiske problemer kan det være en ekstra stor udfordring at skulle finde en bolig og begynde en ny tilværelse på egen hånd. Derfor fremsætter boligminister Carsten Hansen i dag et lovforslag om såkaldte startboliger , der er en helt ny form for ungdomsboliger, som skal lette overgangen til at bo i egen bolig for udsatte unge mellem 18-24 år.

Hvert år flytter tusindvis af unge danskere hjemmefra. For de fleste er det nogenlunde problemfrit at begynde en ny tilværelse uden far og mor eller andre voksne. Men for unge med sociale eller psykiske problemer kan det være meget svært at flytte i egen bolig og ikke have daglig kontakt til voksne.

En undersøgelse foretaget af 'Kuben' viser, at der er et betydeligt behov for voksne støttepersoner for udsatte unge i egen bolig. For at imødekomme behovet fremsætter Carsten Hansen, minister for by, bolig og landdistrikter, i dag i Folketinget et lovforslag, der skal gøre det muligt at etablere startboliger. I tilknytning til boligerne kan der ansættes 'sociale viceværter', som kan skabe et trygt miljø og støtte de unge i hverdagen f.eks. ved at hjælpe med lektier.

"Der er et stort og udækket behov for at stille nogle 'overgangsboliger' til rådighed for unge med sociale eller psykiske problemer. Vi taler om unge, som ikke rigtigt magter at bo alene og har brug for voksenstøtte. Derfor bliver det nu muligt at etablere målrettede boligtilbud til denne gruppe unge. Startboligerne vil styrke den tidlige og forebyggende indsats, så unge i risikozonen ikke udvikler alvorligere sociale problemer med misbrug og hjemløshed", siger Carsten Hansen.

Startboligerne er et midlertidigt tilbud. De unge skal som udgangspunkt flytte til en mere permanent bolig, senest når de fylder 24 år.

Startboliger vil ikke være et kommunalt tilbud. Boligerne, der er forankret enten i almene boligorganisationer eller frivillige organisationer med et socialt sigte, kan etableres enten som individuelle boliger i en større bebyggelse eller som små bofællesskaber. Ordningen gør det altså muligt at udvikle og tilbyde lokale boligtilbud.

Det forventes, at startboligerne primært vil blive etableret i eksisterende bygninger, men der kan også være tale om nybyggeri.

Yderligere oplysninger kan fås hos særlig rådgiver Jakob Eldrup Lauesen, tlf.: 41 85 10 72, og kommunikationschef Thomas Bille Winkel, tlf.: 41 71 77 11.

Fakta om startboliger
Som led i satspuljeaftalen for 2012 er der afsat 131,2 mio. kr. i årene 2012-2015 til etablering af startboliger.

Formålet med startboliger er at sikre unge med forskellige grader af problemer en god start på et liv i egen bolig. Boligerne skal således sikre, at de unge kommer i gang med arbejde eller uddannelse og formår at fastholde en bolig.

Det forventes desuden, at boligerne kan forebygge, at de unges problemer eskalerer til skade for dem selv og samfundet.

Læs mere her


tirsdag den 24. april 2012

Fire unge afholdsfolk holder oplæg i Odense

Fire unge fra Odense vil onsdag d. 25. april 2012 kl. 19:15 holde et unikt debatoplæg med titlen Ung uden alkohol i Ungdomshuset på Nørregade 60 i Odense.

Oplægget vil komme ind på, hvordan situationen ser ud for alkoholfri ungdomskultur i Danmark: Hvilken indflydelse har industrien og staten på det omsiggribende alkoholkultur
Hvordan arter gruppepresset sig i gymnasiemiljøerne
Er de unge alkoholikere Og hvad er alkoholisme egentlig
Hvilke bud er der - og har der været for unge på alkoholfrie alternativer til drikkekulturen

Disse spørgsmål vil oplægsholderne diskutere og søge at nærme sig et svar på. De fire unge vil desuden fortælle deres egne historier og egne bevæggrunde for at have truffet et i Danmark så usædvanligt valg som at leve et liv uden alkohol.

Debatoplægget vil udover at tjene som et oplysende arrangement for alle også være et eksperiment i at samle unge, der vil mødes og skabe alkoholfri miljøer, kultur og arrangementer på tværs af religiøse, politiske og andre forudsætninger.

De fire unge, der alle er bosiddende i Odense, er Jonas Andersson, 26, Lucas Huniche, 22, Anna Simona Degn, 20, og Jacob Munk, 19. Sammen har de taget initiativ til netværket Ung Uden Alkohol, som arrangerer oplægget. Desuden er de alle medlemmer af Danmarks Afholdsforening.

Arrangementet er gratis, og der vil blive serveret veganske cupcakes.
Et lille udvalg af relevant litteratur og merchandise vil være til salg.

Læs mere her