De seneste fem år har politiet næsten hver fjerde dag måttet underrette forældre om, at deres søn eller datter er omkommet i trafikken.
Når kampagnerne om Bertram og alle de andre, der er nye i trafikken, ebber ud, falder skolernes og myndighedernes fokus på børnenes og de unges adfærd i trafikken. Og det sker, selv om de står med de 10 farligste trafikår foran sig den dag, de forlader folkeskolen.
DR har netop sammen med Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden indledt den nationale trafikkampagne Tag chancen bare ikke i trafikken . Den går målrettet efter de 9-15-årige, men retter sig også mod deres forældre og skolerne.
Kampagnen skal gerne være med til at nedbringe antallet af børn og unge, der bliver dræbt eller kommer alvorligt til skade i trafikken. Og de voksnes fokus på trafikadfærden hos de store børn er helt afgørende for, at det skal lykkes, siger redaktør Niels Hagen Rasmussen fra DR Undervisning.
Scooter er det værste
Han uddyber, at de unge især kommer galt af sted på cykel, når de er uopmærksomme og for eksempel taler i telefon eller hører musik i trafikken. Samtidig kører mange uden cykelhjelm, og når de når op og bliver lidt ældre, kører de galt på scooter. Scooter er ubetinget det farligste trafikmiddel, som viser sig at være 140 gange farligere end bil. Når de unge er 16 år, er det i gennemsnit 527 i årgangen, der hvert år bliver enten dræbt eller kommer alvorligt til skade.
Kendte navne som fodboldspilleren Christian Eriksen, standup-komikeren Mick Øgendahl og sangeren Joey Moe er blandt de profiler, der skal prøve at trække de unges opmærksomhed om sagen, og i DR-regi kommer trafikkampagnen til at køre i tre omgange i uge 2, i uge 6 og i uge 9.
I denne uge gør DR og de øvrige involverede parter skolerne opmærksomme på det digitale undervisningsforløb, som er blevet lavet til 7.-10. klasse, og som findes på www.dr.dk/kampagneværkstedet.
Derover vil Mick Øgendahl for eksempel tjekke din trafikprofil via Tag chancen s Facebook-site, facebook.com/tagchancen og korte film med de kendte dukker op i og uden for DRs medier.
Ramasjang i trafikken
I hele uge 6 sætter P4, DR Trafik og Aftenshowet på DR1 fokus på kampagnen, og her viser DR1 også en timelang dokumentar om nogle af de ramte eller berørte af trafikulykkerne. Og uge 9 er en særlig børneuge, hvor DR Ramasjang blandt andet tager ud i trafikken sammen med Store Nørd og Ramasjang Live , ligesom der kommer en særlig Osman & Jeppe -kampagne i hele marts.
DR skal gerne tage temaer og problematikker op, som er vigtige for den enkelte og for samfundet. De mange trafikulykker rammer hårdt, og vi håber, at vi med kampagnen kan medvirke til at skubbe udviklingen i en mere positiv retning, siger Niels Hagen Rasmussen.
Læs mere her
tags: politi, Facebook, P4, fodbold, trafikken, dræbt, trafikulykke, Mick Øgendahl, ulykker, folkeskole, undervisning, scooter,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar