Gråstens børnehave- og vuggestuebørn flytter ind i nye flotte lokaler i næste uge navneafsløring på fredag
Nybyggeriet af den integrerede institution på Stjernevej nærmer sig sin afslutning og ombygningen af børnehaven på Ravnsbjergvej i fuld gang, mens alle Gråstens børnehavebørn lige nu har deres daglige gang i lokalerne i den gamle Engparkens børnehave og i udflytterbørnehaven i Egernsund.
Ny start nye navne
Blandt forældre, personale og forvaltning har der været bred enighed om at fejre denne omlægning af Gråstens børnehavestruktur med nye navne til de to institutioner, for at markere en ny begyndelse. Derfor har alle Gråstens borgere haft mulighed for at deltage i en stor navnekonkurrence, hvor vinderne udvælges på fredag.
De to navne til Gråstens nye børnehaver er udvalgt af en jury sammensat af både forældreråds repræsentanter, børnehavernes personale, dagtilbudsleder Helle Christiansen og borgmester Aase Nyegaard. De to vindende forslag vil blive præmieret med gode præmier sponseret af lokale butikker, banker mm. De nye navne bliver offentliggjort på fredag kl. 14, Stjernevej 63, Gråsten, hvor borgmesteren overrækker præmien og afslører navnene.
Den 20. december 2011 flytter 66 børnehavebørn og 12 vuggestuebørn ind i den nye integrerede institution på Stjernevej, mens den nye børnehave på Ravnsbjergvej, med plads til 90 børn, er klar til indflytning i løbet af foråret 2012.
Sideløbende med byggeriet, renoveres og omlægges de to institutioners legepladser, således at alle Gråstens børnehave- og vuggestuebørn også har nogle gode uderum at tumle, lege og sanse i, når de flytter tilbage til hhv. Stjernevej og Ravnsbjergvej.
Børnehavens royale historie
Den første børnehave i Gråsten havde plads til 20 børn og blev grundlagt af Gertrud Schrøder i familiens hus i Havnegade 7 (nu Fredensgade). I 1937 lagde daværende Kronprinsesse Ingrid grundstenen til børnehaven i Ringgade og ved indvielsen af børnehaven medbragte Kronprinsessen som gave 3 borde og 18 stole, som hun selv havde malet i en flot grøn farve. Børnehaven var oprindeligt privat, men overgik til at blive selvejende ved flytningen.
Kronprinsesse senere Dronning Ingrid blev børnehavens protektor, og børnehaven hed i mange år Kronprinsesse Ingrids Børnehave. Hver sommer besøgte Kronprinsesse/Dronning Ingrid børnehaven, og hver jul blev der udvekslet gaver. Fra Dronningen kom der gerne legetøj eller billedbøger og til Dronningen blev der sendt ting, som børnene havde lavet.
Gertrud Schrøder var leder frem til 1962. Da hun fratrådte, fik hun den Kgl. Fortjenstmedalje for sit store og pligtopfyldende arbejde for børnesagen i almindelighed og for arbejdet i Gråsten i særdeleshed. Frk. Schrøder rejste til København for at takke Kong Frederik for den store æresbevisning.
I 1965 besluttede bestyrelsen for børnehaven at bygge en børnehave mere Stjernevejens Børnehave som også blev indviet af Dronning Ingrid 7. august 1965. Det var samme bestyrelse, som i starten drev begge børnehaver. I 1981 var lokalerne i Ringgade blevet for små og en ny børnehave blev bygget i Engparken, hvortil børn og personale flyttede.
Tre børnehaver bliver til to
På grund af folketingets beslutning om pladsgaranti blev presset på byens 2 børnehaver støt stigende i 1990 erne og i 1997 blev Børnehaven Bulderby indviet. I årtiet der fulgte arbejdede børnehaverne med at give et trygt og varieret tilbud til børn og forældre på trods af generelle nedskæringer.
I 2007 blev Gråsten kommune en del af Sønderborg kommune ved kommunalreformen. Presset på de mindre børnehaver i kommunen steg yderligere, da man i kommunalbestyrelsen valgte at vedtage nedskæringer, som beskar det særlige tilskud som de to mindste af børnehaverne fik.
Derfor var der bred enighed om, at da kommunalbestyrelsen i 2009 vedtog at rive Stjernevejens Børnehave ned og bygge nyt, at man skulle kigge på byens behov for børnehavepladser og også inddrage Engparken og Bulderby i overvejelserne.
Beslutningen blev at lukke Engparkens børnehave, bygge nyt på Stjernevejen og udvide/bygge til hos Bulderby.
Yderligere oplysninger hos Helle Tychsen Bojsen, T 29 92 51 81
Læs mere her
tags: 2009, 2011, København, borgmester, Dronningen, december, 2012, 1981, 2007, Sønderborg, Gråsten, prinsesse, børnehave, konkurrence,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar