mandag den 29. september 2014

Hulemester Barlebo indtager Ramasjang og dr.dk/ultra

Fra den 16. september og ni uger frem kommer en ny serie, 'Dansk Hulebyg' på DR Ramasjang og dr.dk/ultra, hvor seerne kan følge med, når 'Hulemester Barlebo' rejser rundt i by og land og bygger huler med børn i alderen 7-13 år. Om hulen skal være placeret fire meter over jorden, fungere som et dansestudie eller have plads til en sauna, så træder 'Hulemester Barlebo' til og hjælper med at få børnenes drømmehule til at blive til virkelighed. Hulebyggeriet sker i tæt samarbejde mellem børnene og hulemesteren – lige fra de første skitsetegninger og anskaffelse af byggematerialer til selve håndværksarbejdet.
'Hulemester Barlebo', der egentlig hedder Anders Barlebo er ikke en hvilken som helst hulebygger. I over hundrede år har familien Barlebo – først farfar, siden far og nu altså den 40-årige Anders Barlebo – bygget huler for børn over hele Danmark, og de huler han bygger, er ikke som huler er flest.

"Programmerne inspirerer børn, så de selv kan få ideer til, hvordan netop deres drømmehule kunne se ud. 'Hulemester Barlebo' bygger ikke helt almindelige huler, som vi kender dem, fra da vi var børn. Hans huler har et noget mere moderne udtryk, og giver masser af vitaminer til fantasien med sine skæve idéer og skøre påfund. Børnene får selvfølgelig lov til selv at betjene værktøjerne – også dem vi normalt beskytter dem fra at komme for tæt på. Hulebyggeri a la Barlebo er et rigtigt familieprojekt, der giver mange gode timer sammen, og som i sidste ende giver børn en hule, som kan være det helle, som mange børn efterlyser midt i en hektisk hverdag, siger Kirstine Vinderskov, der er kanalredaktør for DR Børn.

Hule med klatrevæg, fodboldmål og udkigspost
I det første program møder vi Carl. Han så en gang, at Rip, Rap og Rup havde en firkantet hule højt oppe i et træ med vindue, halvdør og udkigspost. Sådan en hule kunne Carl godt tænke sig, fordi han drømmer om et sted, hvor der er ro, hvor han kan være sammen med sine kammerater eller bare være alene, spille spil, hygge sig, læse bøger eller sove om natten.
Sammen går Carl og hulemesteren i gang med at udtænke, hvordan de kan skabe sådan en hule. De tegner sammen en skitse og undervejs dukker nye idéer op, så hulen nu også kommer til at have klatrevæg og et fodboldmål.

Genbruger materialer
I haven står et gammelt legehus. Det bruger Carl og familien ikke mere, men materialerne kan genbruges, så på den måde er brædder, vinduer og døre til den nye hule fundet. Resten af materialerne finder de i hulemesterens bil, som er fyldt med træ, metal, værktøj en masse søm og skruer og 1000 meter reb.

De graver huller til fire store stolper, blander cement, river det gamle legehus ned, maler, saver og borer og så er der pludselig en hule højt oppe i et træ, lige som Carl havde ønsket sig.
Da Carl har vinket farvel til hulemesteren, inviterer Carl og hans bror kammeraterne til indvielsesfest. De spiser pandekager og hygger sig, mens de navngiver hulen 'Happy'.

Læs mere her

tags: Danmark, fodbold, jorden, værktøj, kaffe, vitaminer,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar