fredag den 13. februar 2015

Ord og vendinger bliver til fantasifulde skabninger i ny dansk billedbog for børn

En klodsmajor er vel en mand formet som en stor legoklods, en klaptorsk er vel en torsk, der klapper, og et farligt spektakel er vel, ja, farligt og lurer uden for dine vinduer om natten … Og hvis farmor mister sit gebis, kan hun da sagtens bruge et hestebid i stedet Tjalfes mor og far synes, han er en værre klodsmajor, for han har ved et frygteligt uheld harpuneret farmors gebis, så hun må gå rundt og være helt tandløs. Men Tjalfe nægter sig skyldig. Han slæber sin kæphest med over på legepladsen, hvor et farligt spektakel er under opsejling, og hvor han møder en vaskeægte klodsmajor, der bekræfter hans påstand; Tjalfe er ikke en klodsmajor, for en klodsmajor ser naturligvis helt anderledes ud end ham.

Klodsmajoren – og spektaklet på legepladsen er Bjarke Roald Ebbesens debut som børnebogsforfatter, og i hans sjove, skæve og til tider groteske tekstunivers bliver ord og vendinger til fantasifulde skabninger og levende væsner, der sammen er i stand til at slå dørene ind til fantasien hos både børn og barnlige sjæle. Bjarke Roald Ebbesen er født og opvokset i Bullerup i Odense og har en baggrund som bl.a. skolelærer og historiefortæller.

Bogens illustrator Theis Vallø Madsen er ligeledes født og opvokset i Odense. Han er kunsthistoriker og litteraturanmelder ved Fyens Stiftstidende. Han står desuden bag striben "Pigen uden ordforråd" om en lille pige, der misforstår ord og vendinger. Striben kan læses på www.pigen.dk

Klodsmajoren – og spektaklet på legepladsen / Bjarke Roald Ebbesen. Illustreret af Theis Vallø Madsen. TURBINE 2015. ISBN: 9788740600001. 32 sider. Vejledende pris: 249,95 kr.

Bogen udkommer d. 13. februar 2015




tags: Vejle, kunst, Odense, Fyens Stiftstidende, forfatter, skolelære,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar