torsdag den 16. april 2015

Ny arkitekturkonkurrence for børn

For første gang nogensinde inviterer Arkitektforeningen København børn til at designe pavillon til Kongens Have. Arkitektforeningens lokalafdeling i København indbyder hermed børn til at deltage i konkurrencen om at komme med skitse- og modelforslag til en midlertidig pavillon i Kongens Have i København.

Dorte Sibast, leder af lokalafdelingen i København, siger:
"Vi ønsker med MiniPavillon 2015-konkurrencen at give børn en mulighed for selv at prøve kræfter med og få forståelse for arkitekturen og dens muligheder og dermed styrke deres kompetencer i forhold til at deltage i demokratiske processer – her i udformningen af vores fysiske rammer. Arkitektur omgiver os alle i hverdagen, og et bevidst arbejde med de arkitektoniske processer kan give børn en skærpet forståelse for arkitekturens univers."

Konkurrencen henvender sig til børn på 4. - 6. klassetrin. Alle børn kan deltage, uanset om det er på egen hånd, som del af en skoleklasse, en SFO, en billedskole eller en anden form for gruppe. Tilmeldingsfristen er den 5. maj og deadline for indsendelse af forslag er den 22. maj 2015. Præmien til vinderprojektet er en særlig arkitekturoplevelse for op til 30 personer i København.

Ambitionen er at gøre MiniPavillon 2015-konkurrencen til en tilbagevendende begivenhed, som på sigt kan sprede sig til flere nordiske lande. I 2015 er projektet sponsoreret af Dansk Arkitektur Center og My Little Architect. Sidstnævnte er en gruppe arkitekter, som til daglig arbejder med arkitekturformidling målrettet børn og unge.

Baggrund:
Det er første gang, at Arkitektforeningens lokalafdeling udskriver en konkurrence for børn. MiniPavillon 2015-konkurrencen udspringer af Pavillon MAA-konkurrencen for færdiguddannede arkitekter og arkitektstuderende, som første gang blev gennemført i sensommeren 2013 og gentaget i 2015. Vinderen af Pavillon MAA-konkurrencen får sin pavillon opført i fuld størrelse i Kongens Have.

MiniPavillonen bliver ikke opført, men bliver offentliggjort og udstillet.




Læs mere her

tags: København, 2013, SF, studerende, konkurrence,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar