søndag den 22. november 2015
Fælles vidensgrundlag for en god folkeskole
I dag offentliggøres de første fire rapporter fra det samlede evaluerings- og følgeforskningsprogram til folkeskolereformen, der løbende skal give viden om, hvordan det går med implementeringen af reformen, og om reformen virker efter hensigten.Mere end 16.000 elever og omkring 3.000 lærere og pædagoger samt deres skoleledere har i foråret besvaret spørgsmål om den nye folkeskole. I dag offentliggøres resultaterne af deres svar i fire rapporter, der både kvantitativt og kvalitativt går tæt på den nye folkeskole. Rapporterne er udarbejdet af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) og Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA).Rapporterne viser blandt andet, at eleverne trives i den nye skole, men at det fortsat kommer til at tage tid, inden alle elementer er på plads.
"Vi er i gang med en omfattende reform, og vi skylder elever, forældre, medarbejdere og ledere i folkeskolen, at vi står på den bedst mulige viden, når vi diskuterer, hvordan det går med at gennemføre reformen. Også parterne i det nye Kvalitetsforum for Folkeskolen har adgang til alle rapporterne, og det giver et godt grundlag for at diskutere, hvordan vi i fællesskab kommer videre. Følgeforskningen er et fælles vidensgrundlag, så vi sammen kan udvikle vores fælles skole. Der er mange ting, der endnu ikke er på plads. Det er naturligt med så stor en reform, men rapporterne kan pege på, hvor det går godt, og hvor der er rum for forbedring," siger minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby.
Kvalitetsforum for Folkeskolen har, ligesom folkeskoleforligskredsen, en ambition om, at udviklingen af folkeskolen skal ske på grundlag af den bedst tilgængelige viden. Kvalitetsforum mødes igen den 11. december 2015 for at drøfte, hvordan parterne vil følge op på de første resultater fra følgeforskningsprogrammet.
Læs de første fire rapporter i evaluerings- og følgeforskningsprogrammet til folkeskolereformen og et notat om hovedresultaterne i boksen til højre.
Folkeskoleforligskredsen har godkendt evaluerings- og følgeforskningsprogrammet til folkeskolereformen. Der er besluttet en grundstruktur og en række projekter med fokus på reformens centrale elementer. I løbet af 2016 og i de kommende år kommer flere rapporter med større fokus på effekten af reformtiltagene og endnu flere kvalitative undersøgelser, der går i dybden med reformens forskellige elementer. Der vil løbende blive taget stilling til behovet for nye analyser og evalueringer.
Rapporterne præsenteres og drøftes på et Gå-hjem-møde i eftermiddag i DGI-byen, hvor der bl.a. vil være en paneldebat med deltagelse af folkeskolens parter og formanden for Rådet for Børns Læring.
FAKTA: Kvalitetsforum for Folkeskolen
Kvalitetsforum for Folkeskolen består af formændene for KL, Børne- og Kulturchefforeningen, Skolelederne, Danmarks Lærerforening, Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL), Danske Skoleelever samt Skole og Forældre. Forummet skal komme med konkrete input til beslutnings- og implementeringsprocessen i forbindelse med folkeskolereformen. Her skal parterne tage medansvar og bidrage til en positiv udvikling af folkeskolen.
Læs mere her
tags: Danmark, december, SF, 2016, folkeskole, undervisning, sprog, Forskning,
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar