onsdag den 25. november 2015
Sælungen Kaia skal ud på sit livs flyvetur
Kattegatcentrets 4 måneder gamle sælunge Kaia flyver i dag til Zoomarine i Portugal, hvor hun fremover skal bo under varmere himmelstrøg.Kattegatcentrets sælunge Kaia flyver i disse timer mod varmere himmelstrøg. Hun er nemlig blevet teenager, og det er på tide, at hun flytter hjemmefra.
"Vi har en harmonisk sælflok på to voksne spættede sæler og en gråsæl, så det har hele tiden været meningen, at vi skulle af med Kaia, når hun var gammel nok til at klare sig selv. Hun har for længst frigjort sig fra sin mor og har lært at spise selv, så nu er tiden inde," fortæller kurator og biolog i Kattegatcentret, Rune Kristiansen.
MOD VARMERE HIMMELSTRØG
Kaia blev født på strandbredden i Kattegatcentrets lagune den 27. juli og skal fremover bo i Zoomarine, der er en kombineret Zoologisk have, badeland og forlystelsespark på Algarvekysten i Portugal.
"Zoomarine er ligesom os medlem af verdens største zoo- og akvarieorganisation EAZA (European Association of Zoos and Aquaria), og har derfor lige som os meget stramme retningslinjer omkring dyrehold. Vi er derfor helt sikre på, at Kaia i fremtiden vil blive passet og trænet efter alle kunstens regler," fortæller Rune Kristiansen.
KAIA HELT KLAR TIL FLYVETUR
I går blev Kaia tilset af en dyrelæge, der sikrede sig, at Kaia var sund og rask og klar til sit livs flyvetur. Hen på aftenen blev Kaia nænsomt indfanget og flyttet over i sin transportkasse, hvor hun har tilbragt natten, så hun i trygge omgivelser kunne vænne sig til de midlertidige forhold.
"Indfangningen af Kaia forløb helt efter planen. Kaia kravlede tillidsfuldt ind i nettet og blev straks flyttet over i transportkassen. Vi har de sidste par uger trænet Kaia til at ligge inde i et net, så hun var helt tryg og rolig. Kl. 5 i morges kom speditørfirmaet og hentede hende, og hun er nu sendt godt af sted og er i de bedste hænder," fortæller Rune Kristiansen, der forventer, at Kaia ankommer til sit nye hjem onsdag aften.
EN DEL AF ET VIGTIGT SAMARBEJDE
Det er en stor glæde for Kattegatcentret at sende Kaia til Portugal. Donationen er nemlig en del af et omfattende og meget vigtigt udvekslingsprogram, der er imellem akvarier og zoologiske haver verden over. Udvekslingen er med til at forhindre indavl, mindske indsamlingen af dyr fra naturen - og sikre sunde og levedygtige dyr.
"Kaia får et godt og aktivt liv i Portugal, og vi glæder os til på afstand at følge med i hendes nye liv på Algarvekysten langt væk fra kolde Danmark," fortæller Rune Kristiansen.
FAKTA
Kattegatcentrets sælflok består af to spættede sæler, Liv og Felix, og en gråsæl, Tulle
Liv fødte Kaia natten til den 27. juli 2015
De første spæde timer efter Kaias fødsel blev fanget på overvågningskamera
Kaia ankommer til sit nye hjem i Portugal onsdag aften
Læs mere her
tags: Danmark, kurator, kunst, overvågning, Zoolog, Europe, organisation, sprog, Portugal, kamera, overvågningskamera, GTI,
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar