lørdag den 5. december 2015

Beslutningen


Den tyskfødte forsvarsadvokat Britta Böhler, der er bosat i Amsterdam, har længe været optaget af Thomas Mann og hans forfatterskab. I 2013 debuterede hun i Holland og Tyskland som romanforfatter med dette lille intense portræt af den store tyske forfatter.Med stor indføling og mange præcise hverdagsdetaljer skildrer hun tre dage i forfatterens liv, hvor han hårdt presset tager skridt til offentligt at kritisere naziregimet, selvom det vil afsondre ham helt fra hans tyske læsere. Han gør sig mange overvejelser om, hvorvidt det er det rigtigt at udtale sig så direkte politisk – han er jo først og fremmest romanforfatter og vil helst bevare sin suverænitet. Men hans to voksne børn Erika og Klaus gør ham opmærksom på, at han ikke kan blive ved med at tie, dermed propandanderer han indirekte for nazisterne, der har fordrevet ham og titusinder andre tyske kunstnere og intellektuelle fra deres eget land og åndeligt halshugget Tyskland.

Dette moralske dilemma er omdrejningspunktet for Britta Böhlers roman om Thomas Mann. Hun følger ham skridt for skridt i hans daglige gøremål og i hans tanker, associationer og tilbageblik i disse dage i vinteren 1936. På denne umiddelbare måde indføres man i en stor kunstners liv og tankeunivers. Britta Böhler viser med en fin indlevelse, hvilket skisma Thomas Mann kæmpede med i sit liv, som blev sat på spidsen i disse dage: Han forsøgte at holde den værste tumult fra omverden væk fra sit liv ved at leve en ordnet og strengt fastlagt dagligdag med ro til at skrive, han prøvede at holde sine sarte nerver, sin følsomhed og homoseksuelle sanselighed i skak ved at afsondre sig helt hver formiddag og eftermiddag bag sit ryddelige skrivebord og skrive sine historier og ellers leve et roligt familieliv – men forstyrrelserne var umulige at holde på afstand. Og nu var det mere end umuligt, hvor hele hans hjem og hjemland ved at gå i opløsning.

Britta Böhlers romandebut er et lille mesterværk med sit stemningsfulde blik ind i en stor kunstners dagligdag og tanker i eksil.

Læs mere her

tags: Tyskland, Holland, politi, nazister, kunst, 2013, homoseksuel, forsvarsadvokat, roman, forfatter,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar