lørdag den 30. januar 2016

Den nordiske sangskat i børnehøjde


Med koncertturnéen 'Nordisk – nøj, det er for børn' optræder sangerinden Lone Wernblad med klassiske og helt nye nordiske børnesange for børne ml. 5-8 år i hele Norden. Målet er at vække deres sproglige nysgerrighed.Børn fra hele Norden kender alle sammen Pippi Langstrømpe, Mumitroldene og HC Andersens eventyr. Og vores nordiske sprog har også meget til fælles – f.eks. hedder 'hej' på finsk 'hei', 'hæ' på islandsk, 'hejsan' på svensk og 'heisann' på norsk.

Nu er sangerinden Lone Wernblad aktuel med en nordisk koncertturné for børn mellem 5-8 år, der blæser på sprogbarrierer og udforsker den nordiske sangskat. Sammen med dansk/norske Sarah Grabow, den svenske musiker Peter Wemö, normanden Leo Leonhardsen og islændingen Nanna Hlíf Ingvadóttir optræder Wernblad med en række kendte og nye nordiske børnesange som bl.a. Pippi Langstrømpe, Røverne fra Kardemomme By og Halfdan Rasmussens elskede vrøvleviser.

Vi har meget til fælles
Lone Wernblad er uddannet musiklærer med en overbygning i rytmik fra Rytmisk Musikkonservatorium. Hun har altid haft en forkærlighed for den skandinaviske sangskat og har blandt andet optrådt med nordiske sange og det svenske strygerensemble Växjö Stråkkvartett.

"Jeg er opvokset i et nordisk musikmiljø og gift med en normand. Så jeg ved, at der ikke er så stor forskel på de nordiske sprog. Det er det, jeg gerne vil formidle til børn – at vi har virkelig meget til fælles i hele Norden", siger Lone Wernblad.

Koncertturnéen er støttet af Nordisk Kulturfond og Kulturkontakt Nord og kommer udover Danmark også til Sverige, Norge og Island. I Danmark optræder trioen på Kalundborg Bibliotek og Gentofte Hovedbibliotek i februar, og derefter følger resten af Norden.

Sangworkshop for børn
Koncerterne varer en times tid og undervejs inddrages børnene i historiefortælling og sang- og bevægelseslege. Hver koncert følges desuden op af en sangworkshop, hvor ti udvalgte sprogsultne børn er med til at digte videre på sangen 'Ens i Nord' skrevet af Lone Wernblad, Benjamin Aggerbæk og Peter Wemö. Under turnéen skal børn fra hver af de nordiske lande være med til at skrive et nyt vers til sangen.

Formålet med 'Nordisk – nøj, det er for børn'-turnéen er at lære børnene i de nordiske lande, at der ikke er så meget forskel på os i Norden. Og så selvfølgelig at stimulere børnenes fantasi og vække den sproglige nysgerrighed.

"Mit håb er, at børnene bliver mere nysgerrige overfor andre sprog. Og alle alle børn er meget hurtige til at skabe et helt univers, hvis man bruger humor og formidler historierne på deres niveau," siger Lone Wernblad, der har optrådt professionelt for børn siden 2008.


Om musikerne
Lone Wernblad: Sangerinde, sangskriver og komponist, aktuel med singlen 'Vintereksil'. Er desuden en del af duoen 'Takt og Tone med Benjamin og Lone'.

Peter Wemö: Skuespiller, musiker, komponist og producer. Han bl.a. skrevet børneteater og arbejdet i mange år på Sveriges Radio.

Leo Leonhardsen: Sangskriver, musiker, komponist og festivalarrangør. Har formidlet musik for børn i mange år.

Sara Grabow: Sangerinde og musiker, uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i 2005. Har udgivet to soloalbums og medvirket i flere teaterkoncerter, bl.a. 'Come Together' i Tivolis Koncertsal.

Nanna Hlíf Ingvadóttir: Bachelor i musikpædagogik og har undervist i musik i folkeskolen på Island, instrueret flere kor og afholdt workshops i hele verden.


Turne i 2016
2/2: Kalundborg Bibliotek og på Højbo Friskole.
3/2: Gentofte Hovedbibliotek (to koncerter + workshop)
18/2 -19/2: Island (tre koncerter + workshop)
14-15-16/4: Lillesand og Kristiansand (tre koncerter + workshop)
21-23/4: Stockholm og Mariestad (tre koncerter + workshop)

Til efteråret følger koncerter i Finland, på Grønland og Færøerne.



tags: Danmark, 2008, Sverige, Norge, Kalundborg, Tivoli, Stockholm, Island, Grønland, sangerinden, koncert, 2016, sangerinde, Finland, folkeskole, skandinavisk, sprog, Færøerne, miljø,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar