søndag den 1. maj 2016
Børn tegner billeder af trafikken
Der køres for stærkt på mange veje, og det skaber utrygge situationer for de mange børn, der går eller cykler til og fra skole og fritidsaktiviteter. Derfor har børnene i SFO´erne i Tønder Kommune de sidste par år malet plakater, der skal få farten ned. Børnenes arbejde skal nu få forældrene til at sænke hastighedenHvis flere overholder hastighedsgrænserne, vil der ske færre alvorlige ulykker med personskade.
Statistik fra Rådet for Sikker Trafik viser således, at 6 ud af 10 bilister bliver dræbt, hvis to biler kører frontalt ind i hinanden med en hastighed på 90 km/t. Det er dobbelt så mange, som ved 80 km/t. For høj fart på vejene skaber desuden utryghed for børnene, når de går eller cykler i trafikken.
Derfor har Tønder Kommune de sidste par år afholdt en tegnekonkurrence for børnene i kommunens SFO'er. De bedste tegninger er nu blevet udpeget og trykt på plakater, der skal få forældrene til at sænke hastigheden. Plakaterne er hængt op på skoler, i idrætshaller og på Tønder Rådhus.
- Børnene er de små i trafikken og siger ikke fra, når mor eller far kører for stærkt. Derfor håber vi, at de vha. farverige tegninger kan fange forældrenes opmærksomhed. Vi ved, at mange bilister glemmer at holde øje med deres fart, derfor er børnenes plakater en venlig påmindelse om at sænke farten, udtaler trafiksikkerhedsmedarbejder Anders Hørkjær Pedersen fra Tønder Kommune.
Igen i år afholder Tønder Kommune en tegnekonkurrence i kommunens SFO'er, og allerede nu har kommunen modtaget flere gode bud på, hvordan en plakat skal se ud for at motivere de voksne til at sænke farten en lille smule.
Hvis flere SFO'er skulle have lyst til at deltage i konkurrencen om en lækker trafikkage, skal tegningerne senest mandag d. 2. maj 2016 sendes til ahp@toender.dk eller Kongevej 57, 6270 Tønder.
Husk:
Overhold hastighedsgrænsen.
Vis hensyn til andre trafikanter sænk farten, når der er cyklister eller gående på vejen.
Bland dig, hvis du er passager i en bil, der kører for stærkt.
Læs mere her
tags: SF, trafikken, cyklist, dræbt, 2016, ulykker, Tønder, konkurrence,
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar