lørdag den 28. maj 2016

Nyt tilbud til børn af alkohol- og stofmisbrugere


Rådgivningscenter Tønder klar med et gratis tilbud til børn og unge under 25 år, hvis forældre har et misbrug af alkohol eller stofferCirka 122.000 børn vokser i dag op i en familie præget af et alkoholmisbrug, som kan medføre alvorlige fysiske, psykiske og sociale problemer. Problemer, som børnene risikerer at tage med sig ind i voksenlivet. Sådan lyder den dystre melding fra Sundhedsstyrelsen.

Ifølge leder af Tønder Kommunes misbrugscenter, Rådgivningscenter Tønder, Ina Lorenzen Kier, er det en gruppe, der i høj grad har brug for ekstra støtte:

- Alkohol- og stofmisbrug i en børnefamilie belaster alle familiens medlemmer. Når mor eller far har et misbrug, skader det børnenes udvikling og trivsel. Jo før vi sætter ind og hjælper børnene og familien som helhed, des større er muligheden for at mindske skaderne.

Åbent og fleksibelt tilbud
Derfor har Rådgivningscenter Tønder nu taget initiativ til et tilbud rettet netop mod børn af alkoholiserede og stofafhængige forældre. Til at varetage opgaven har centret oprustet med to nye medarbejdere, der begge har stor erfaring i samtaler med netop børn og unge.

- Det er et åbent tilbud for alle, der har brug for en god snak og støtte. Du behøver hverken en henvisning eller en aftale – du kan bare ringe, skrive eller kigge forbi, udtaler Ina Lorenzen Kier.

Rådgivningscentrets medarbejdere kan altså kontaktes både via mail, sms og telefon, og alle kontaktoplysninger kan findes på www.misbrug.toender.dk.

Hvis man f. eks. som ven, pårørende, lærer eller træner har kendskab til børn eller unge, hvis forældre har alkohol- eller stofmisbrug, er man også velkommen til at henvende sig til Rådgivningscenter Tønder.

- Alle skal vide, at de er velkomne hos Rådgivningscenter Tønder. Vi her for de, som har brug for hjælp og støtte. Ring eller kom forbi, så tager vi en snak og finder ud af, hvordan vi kan hjælpe, udtaler Ina Lorenzen Kier afslutningsvis.

Tilbuddet er gratis og kan benyttes af børn og unge under 25 år.

Læs mere her

tags: Sundhedsstyrelsen, Tønder, stofmisbrug,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar