lørdag den 14. maj 2016

Studenterkørsel nu for alle: Tjek reglerne inden du hopper med på vognen


Nye regler betyder, at studenterkørsel ikke længere er forbeholdt de få, men man gør klogt i at have taget sine forholdsregler, inden man hopper med på vognen.Om en måneds tid springer årets studenter ud, og traditionen tro fejres det med studenterkørsel. Fremover må studenterne imidlertid dele traditionen med en række andre, for transportministeren har ændret bekendtgørelsen pr 1. juni, så alle unge, der afslutter en ungdomsuddannelse på minimum to år, kan fejre det med såkaldt eksamenskørsel.

Studenterkørsel plejer at være en festlig begivenhed, hvor der sjældent bliver sparet på de våde varer, så det er uden tvivl nogle muntre dage, de kommende eksamenskørselspassagerer kan se frem til.

Desværre fører øget alkoholindtag i visse tilfælde til ulykker. Af en fire år gammel baggrundsundersøgelse som Kræftens Bekæmpelse har foretaget om unge og deres alkoholvaner, fremgår det således, at 12,7 procent drenge og 6,5 procent piger har været involveret i en alkoholrelateret ulykke, og at 7,9 procent drenge og 4,8 procent piger har været på hospitalet i forbindelse med brug af alkohol, hash eller stoffer.


Fuldskab kan være lig med nul erstatning

Hvis du kommer til skade i forbindelse med studenterfesterne, er du som udgangspunkt dækket af din ulykkesforsikring. Det kræver naturligvis, at du har tegnet en, for hvis du er fyldt 18 år, når du bliver student, vil du muligvis ikke længere være dækket af dine forældres ulykkesforsikring eller en eventuel børneulykkesforsikring.

- Skyldes din skade en soloulykke, for eksempel at du vrider om på foden, mens du danser, er det vigtigt at være opmærksom på, at ulykkesforsikringen typisk ikke dækker, hvis du er beruset, når ulykken finder sted. Du kan altså risikere at kigge langt efter en eventuel erstatning, hvis din skade skyldes beruselse, siger advokat Berit Møller Lenschow fra ERSTATNINGSGRUPPEN, der er en del af ADVODAN, og forklarer videre

- Hvis det derimod er en anden person, der er skyld i din skade, for eksempel hvis en af dine klassekammerater i kådhed eller fuldskab skubber dig i springvandet, og du falder uheldigt og brækker håndleddet, er der tale om en noget anderledes situation. Her vil du nemlig kunne rette et erstatningskrav mod din klassekammerat.

Normalt vil din klassekammerats ansvarsforsikring dække i sådanne tilfælde, men hvis forsikringen vurderer, at din kammerat har handlet groft uagtsomt eller et højt alkoholindtag er skyld i ulykken, kan I risikere, at forsikringen ikke vil dække, og så er der faktisk kun én til at betale; Nemlig din klassekammerat selv.


Få styr på tilladelserne

Normalt er det ulovligt at transportere mennesker på ladet af eksempelvis en lastbil, men der kan søges om tilladelse hos politiet, når det gælder studenterkørsel. Reglerne er endnu ikke opdaterede i forhold til, at kørslen fremover vil omfatte langt flere uddannelser og gå under fællesbetegnelsen "eksamenskørsel", men vi forventer, at det vil være de samme regler, der er gældende fremover.

Tilladelsen fra politiet er først gyldig, når køretøjet er synet og polititilladelsen har en påtegning fra synsvirksomheden, hvor det fremgår, at køretøjet er godkendt til den kørsel, der er omfattet af tilladelsen. Derudover stilles der visse krav til kørslen, for eksempel at den ikke må foregå på motorvej.

Inden man triller afsted på eksamenskørsel, bør man først og fremmest sikre sig, at der er styr på tilladelserne til kørslen, men det er naturligvis ikke nogen garanti for eventuelle ulykker.

- Det er desværre tidligere sket, at studenter er faldet af vognen under studenterkørslen. Derfor er det vigtigt at tjekke, at køretøjet er dækket af en motoransvarsforsikring og den lovpligtige erhvervsansvarsforsikring til studenterkørsel, lyder det fra advokat Berit Møller Lenschow.


Advokatens råd inden eksamenskørsel

Advokat Berit Møller Lenschow fra ERSTATNINGSGRUPPEN har tre gode råd til alle, der planlægger eksamenskørsel

• Sørg for at tjekke om du er dækket af en ulykkesforsikring. Du bør generelt sikre dig, at du har de rette forsikringsdækninger både nu og i fremtiden
• Sørg for at køretøjet til eksamenskørslen har en polititilladelse til eksamenskørsel og at bilen er blevet synet
• Sørg for at køretøjet er dækket af en motoransvarsforsikring og den lovpligtige erhvervsansvarsforsikring til eksamenskørsel

Læs mere her

tags: hospital, beruset, lastbil, bilen, politi, uddannelse, Advokat, transportminister, virksomhed, motorvej, ulykker, Kræftens Bekæmpelse,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar