fredag den 7. september 2012

Tværs efter Tine: Den digitale arvtager er klar

Hvordan har andre oplevet det, når far drikker, at kærligheden for alvor gjorde ondt, eller at det var svært at springe ud som homoseksuel

Og hvor går man hen og får kvalificeret hjælp, hvis man er blevet afhængig af at være på nettet, skærer i sig selv eller mangler selvtillid, så man måske ikke får det ud af livet, som man gerne ville. Dét og meget mere kan man blive klogere på på DRs netsted Tværs du er ikke alene .

Tværs du er ikke alene tager fat på alle de klassiske ungdomsproblemer såvel som på de nye, der hele tiden opstår. Det kunne være, at man er shopaholic , ludoman eller ikke kan styre timerne ved computeren og bare sidder der konstant. Sitet indeholder videoportrætter af unge, der fortæller, hvordan de tackler livet. Der er artikler om ADHD, spiseforstyrrelser, afhængighed og meget, meget andet. Og der vil hele tiden komme nye fortællinger fra unge, som andre unge kan drage nytte af. Formålet er at hjælpe unge på vej, som har svært ved at klare overgangen fra barn til voksen.

Finde rundt i rådgivningsjunglen
Det nye Tværs-site hjælper desuden de unge med at finde rundt i rådgivningsjunglen. På sitet kan man søge efter rådgivningsmuligheder, der er tæt på, hvor man bor. De tilbud, som sitet henviser til, er kvalitetssikret via en gruppe fagfolk, som bedømmer rådgivningsstederne og godkender dem. Gruppen består af psykolog Ida Koch, som har afløst på Tværs i radioen i næsten et kvart århundrede, Hallur Thorsteinsson, der er afdelingsleder i Psykiatrifondens børne- og unge-afdeling samt Susanne Springborg fra Studenterrådgivningen.

Tine Bryld har været konsulent
Dr.dk/tvaers er udsprunget af tankerne bag det gamle radioprogram Tværs . Fra oktober 1972 og 36 år frem sad nu afdøde Tine Bryld bag mikrofonen og gav rådgivning til unge over telefonen hver søndag aften i radioen. Tine Bryld var konsulent på sitet i hele opbygningsperioden, og har på den måde været med til at godkende sin digitale arvtager.

Muligheden for at få hjælp direkte i radioen ophørte i 2008. Men vi oplever virkelig, at der stadig er behov for et godt råd og et velment skub til at komme videre i livet. Derfor har vi på Tværs-portalen samlet viden om rådgivning, information og aktuelle nyheder om de unges problemer. Vi håber, at DR gennem sitet fortsat kan være med til at give den bedst mulige rådgivning med respekt for og på niveau med de unge, siger Birgit Bergholt fra DR Undervisning, der er projektleder for Tværs.

Blevet til i et partnerskab
Tværs -portalen er blevet til i et partnerskab mellem DR og Egmont Fonden. Fonden bidrager sammenlagt med seks millioner kroner over tre år til de dele af projektet, der ikke er direkte programproduktion. Fonden er desuden faglig sparringspartner på projektet.

Direktør for Egmont Fondens støtte- og bevillingsadministration, Henriette Christiansen, glæder sig over, at portalen nu er klar i sin endelige form.

"Egmont Fondens fokus er at bidrage til, at børn og unge - især sårbare børn og unge kan håndtere de livskriser, som de oplever, så de kan få et godt liv. Vi er meget glade for samarbejdet med DR om Tværs-portalen, der - som den eneste i Danmark giver én indgang til rådgivning og information for unge, der enten står i en egentlig livskrise, eller som har brug for vejledning, hvis de har ondt i livet . Vi håber, at Tværs-portalen bliver et oplagt sted for unge og deres nærmeste at søge kvalificeret hjælp og støtte uanset hvor i landet, de befinder sig."

Yderligere oplysninger:
Birgit Bergholt, projektleder på Tværs -portalen, DR Undervisning
Tlf: 35 20 62 90, e-mail: bbn@dr.dk

Henriette Christiansen, direktør for Egmont Fondens støtte- og bevillingsadministration
Tlf: 33 91 36 44, e-mail: hc@egmontfonden.dk

Læs mere her

tags: Danmark, 2008, direktør, radio, portal, ludoman, homoseksuel, computer, projektleder, Egmont,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar