fredag den 25. april 2014

Rolf er ren i børnehøjde

'Rolf er ren' er titlen på en ny børnebog, som på en humoristisk måde behandler et meget omdiskuteret emne inden for cykelverdenen. Med ordspil og skjulte pointer forsøger forfatterne bag bogen at skabe 'ren' underholdning for både børn og voksne.
Mød Renen Rolf, Kyllingen og Ørnen
Apropos den hede cykeldebat, der længe har raset i medierne, udgiver Forlaget Elysion nu børnebogen 'Rolf er ren' om den lille cykelglade ren, Rolf, og hans kamp for at forblive ren i en verden fuld af bedrag. Bogens hoveddilemma består i Rolfs møde med den kinesiske rotte Do-Ping, som tilbyder præstationsfremmende midler. I bogen følger man Rolfs kamp mod snyderiet og hans møde med Kyllingen og Ørnen, som også deltager, når dyrene holder det store årlige cykelløb. Er de rene, eller er det kun Rolf Og er cykling overhovedet en ren-sport

Et spændende dilemma
Forfatterne bag bogen fortæller, at idéen til at skrive 'Rolf er ren' opstod i sommeren 2013, hvor cykelfeberen og dopingdebatten endnu engang ramte Danmark. 'Vi syntes, at cykelverdenens brug af doping var et spændende dilemma at inddrage i en kontekst for børn, for alle bliver jo opdraget til ikke at snyde, men man kan sommetider føle sig fristet til at gøre det alligevel,' fortæller Christina Muhs Nielsen, der, sammen med Mikkel Messer, står bag bogen.

Inspiration fra 'Monte Carlo'
Forfatterne har især hentet inspiration fra radioprogrammet 'Monte Carlo' på P3, som gennem en længere periode tog Rolf Sørensen under satirisk behandling og opfandt udtrykket 'Rolf er ren' - et udtryk, som danskerne hurtigt tog til sig. 'Kombinationen af dopingdebattens alvor og Monte Carlos satiriske indspark syntes vi gav ingredienserne til en børnebog, der både har en vigtig morale for børn og samtidig er humoristisk for de voksne,' fortæller Mikkel Messer.

Christina og Mikkel er oprindeligt fra Kolding, og de er nu bosiddende i Aarhus, hvor de begge studerer på Aarhus Universitet.

'Rolf er ren' udgives af Forlaget Elysion, som laver undervisningsmaterialer til børn. Bogen er en letlæsningsbog for folkeskolens små klasser og kan købes på www.Elysion.dk.

Kontakt os gerne for billeder i høj opløsning.

Læs mere her

tags: Danmark, Aarhus Universitet, doping, 2013, radio, Kolding, folkeskole, undervisning, undervisningsmateriale, forfatter, Forlag, cykelløb,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar