onsdag den 9. april 2014

Udvalg ser på aldersgrænsen for videoafhøring af børn

Justitsminister Karen Hækkerup vil bede Strafferetsplejeudvalget om at se på, om brugen af videoafhøring af børn bør udvides for at sikre en mere skånsom behandling af børn i straffesager.
Retsplejeloven giver i dag i visse situationer mulighed for at videoafhøre børn, der er 12 år eller derunder. Kun under særlige omstændigheder kan ældre børn videoafhøres.

Justitsminister Karen Hækkerup vil bede Strafferetsplejeudvalget om at se på, om brugen af videoafhøring af børn i straffesager bør udvides, herunder ved at forhøje aldersgrænsen for, hvornår børn afhøres på denne måde.

Justitsminister Karen Hækkerup udtaler:

"Det er ulykkeligt, hver gang et barn eller en ung bliver offer for en forbrydelse. Derfor skal vi også sørge for, at disse børn og unges efterfølgende møde med retssystemet bliver så skånsomt som muligt.

Flere har i den senere tid peget på, at aldersgrænsen for videoafhøring bør være højere, så børn og unge i videre omfang kan blive videoafhørt i stedet for skulle afgive forklaring direkte for retten.

Det vil jeg gerne være med til at se på.

Jeg vil derfor bede Strafferetsplejeudvalget om at overveje mulighederne for at udvide videoafhøringsordningen og om i givet fald at udarbejde en model for en sådan udvidelse."

Strafferetsplejeudvalget suppleres ved behandlingen af spørgsmålet om videoafhøring af børn med et medlem udpeget efter indstilling fra Dansk Psykolog Forening og et medlem udpeget efter indstilling fra Foreningen af Speciallæger.

Baggrund

Retsplejeloven indeholder i §§ 731 a, 745 e og 872 regler om videoafhøring af børn. Reglerne blev indsat i retsplejeloven i 2003 og bygger på betænkning nr. 1420/2002 om gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn.

Videoafhøring indebærer, at barnet – i stedet for at afgive forklaring umiddelbart for retten – afgiver forklaring til politiet, der optager forklaringen på video med henblik på forevisning af optagelsen under hovedforhandlingen i straffesagen. Afhøringen foretages af en særligt uddannet polititjenestemand. Denne fremgangsmåde anvendes for at skåne barnet og af hensyn til at opnå en så uforbeholden og detaljeret forklaring fra barnet som muligt.

Aldersgrænsen for anvendelsen af videoafhøring er i dag fastsat til 12 år eller derunder, dog således at særlige omstændigheder, herunder barnets udvikling og psykiske tilstand, kan bevirke, at der foretages videoafhøring af også ældre børn.

Kerneområdet for anvendelse af videoafhøringer er sager om seksuelle overgreb mod børn, men der kan være andre typer af sager, herunder drabs- og voldssager, hvor der efter omstændighederne kan være et tilsvarende behov for, at vidneafhøringen af et barn optages på video og forevises som bevis under hovedforhandlingen.

Læs mere her

tags: 2002, 2003, politi, retten, Justitsminister, seksuelle overgreb,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar