mandag den 14. juli 2014

Ny bog om stresshåndtering for studerende

Studieliv uden stress er den første danske bog om stresshåndtering, der er målrettet og skrevet til og med udgangspunkt i studerendes hverdag. Nyeste stressforskning, behandlings-principper og forebyggende indsatser er samlet i bogen, der også rummer kapitler om personlig udvikling, generel og individuel stresshåndtering og et behandlingsafsnit, hvis den studerende allerede er ramt af stress.
Stress har længe været opfattet som en folkesygdom, man i en eller anden grad rammes af, når man begiver sig ud på arbejdsmarkedet. Men i takt med, at der stilles flere krav til den enkelte for at lykkes i nutidens præstationskultur, finder stress også vej til uddannelsesinstitutionerne og ikke mindst til de studerende. Studenterrådgivningen havde i 2012 rekord med 6000 henvendelser om stress, og undersøgelser fra DJØF viser, at fire ud af fem studerende oplever hæmmende stress i hverdagen. Københavns Universitet har netop offentliggjort resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse, og her ser man den kedelige tendens bekræftet; 45% af de studerende oplever fysiske stresssymptomer i hverdagen, men 64% oplever det op til eksamen.

Studieliv uden stress giver dig værktøjer til at håndtere en stresset studiehverdag. Bl.a. er restitution utroligt vigtig, hvis du vil have din hjerne til at fungere optimalt. Du kan være nok så intelligent og læse nok så mange tykke bøger, men er du ikke i balance, er der fare for, at du vælter.
Hvis du derimod gennem hele semestret arbejder med din balance, vil du opleve, at du kan præstere til dine eksamener semester efter semester.

Lær om, hvordan du kan styrke din krop og hjerne gennem kost, motion, søvn og pauser. Med bevidsthed og personlig udvikling arbejder du derefter med dine tanker og adfærd og får nøglen til at tage styringen i dit liv, dit studie og til dine eksamener.

Om forfatteren
Thomas Pape er stressrådgiver og psykosomatisk fysioterapeut og ejer af Danmarks første stressklink for studerende. Thomas Pape har i mange år undervist, rådgivet og behandlet studerende for stress, eksamensangst og studierelateret depression. Hans mission er, at alle elever og studerende skal have værktøjer til at være den bedste version af sig selv og få de karakterer, de fortjener.


Læs mere her

tags: Danmark, København, uddannelse, 2012, stress, arbejdsmarked, studerende, uddannelsesinstitution, forfatter, værktøj, sygdom, depression, Københavns Universitet,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar