KL hilser Socialministeriets nye forebyggelsespakke 'Tidlig indsats Livslang effekt' velkomment. Pakken skal styrke kommunerens forebyggende arbejde og sætte fokus på udsatte børns trivsel, udvikling og læring. "Alle børn har ret til et godt liv med trivsel, læring og udvikling. Derfor er det vigtigt, at børn og unge hjælpes hurtigt og tidligt, så problemerne ikke vokser sig større. Det er en væsentligt opgave for os i kommunerne, og jeg er derfor meget glad for Socialministeriets nye forebyggelsespakke, som er til at få det fokusskifte i socialpolitikken, som KL længe har peget på, at der er behov for."
Sådan lyder kommentaren fra Thomas Kastrup-Larsen, formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg, til Socialministeriets initiativ 'Tidlig Indsats Livslang Effekt', som gennem et bredt udbud af indsatser, skal understøtte den tidlige og målrettede forebyggende indsats i kommunerne over for børn og unge.
"Det er vigtigt, at vi i kommunerne arbejder målrettet på, at børnene og de unge får de samme muligheder for et godt liv som andre børn. Skal det lykkes, kræver det, at vi har fokus på tidligere indsatser og forebyggelse. At investere, før det sker, giver nemlig god livskvalitet og er også samfundsøkonomisk fornuftigt," fortsætter Thomas Kastrup-Larsen.
Ministeriets initiativ lægger sig i fin forlængelse af KL's socialudspil fra 2013 "Investér før det sker", som netop fokuserede på både tidligere indsatser og forebyggelse. Samtidig lagde KL op til, at der i højere grad skal arbejdes med metoder, man ved virker. Netop det fokus har det nye initiativ også.
"Vi har anbefalet, at kommunerne skal arbejde med virksomme og omkostningseffektive metoder med det mål, at så mange børn og unge som muligt kan blive i deres familie og nærmiljø. Det er dog klart, at brug af metoder ikke må være svaret på alt. Det er vigtigt, at metoder anvendes som et supplement til hele den indsatsvifte, som kommunerne allerede har gode erfaringer med," siger Thomas Kastrup Larsen.
Debatten på børneområdet handler ofte om rammer, strukturer og processer - fx antallet af anbragte børn, dårlig sagsbehandling og mangel på ressourcer. KL mener derfor, at der er brug for at nytænke og handle fælles på tværs af børneområdet.
"Derfor er det godt at se, at ministeriet lægger op til at udvikle og skabe bedre sammenhæng mellem det specialiserede børneområde og almenområdet. Det kan fx være nye måder at samarbejde på, så flere udsatte børn og unge kan rummes i de almene tilbud, fx dagtilbud, skoler og fritidsaktiviteter," siger Thomas Kastrup-Larsen og fortsætter:
"KL er meget optaget af, at børnene bliver fastholdt og understøttet i deres nærmiljø. Særligt fordi vi ved, at venskaber med jævnaldrende har en positiv sammenhæng med børns trivsel og udvikling. Forskningen peger på, at når barnet indgår i fællesskaber, oplever han eller hun at være en del af en gruppe og samtidig blive anerkendt for at være sig selv og for at bidrage med noget i gruppen. Et stærkt socialt netværk er derfor en vigtig ressource for børns identitetsdannelse og trivsel."
Læs mere her
tags: Kastrup, politi, økonomi, 2013, livskvalitet, samfundsøkonomi, miljø, Forskning,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar