onsdag den 9. marts 2016

5 sjællandsmesterskaber til lokal danseskole


Efter en fantastisk weekend med sjællandsmesterskaber kunne Love2dance fejre mange flotte placeringer til sine hip hop- og rock'n'roll-dansere.For 4. gang har Love2dances hip hopdansere fra hhv. Solrød og Lyngby deltaget i sjællandsmesterskaberne og kan endnu en gang glæde sig over en masse god dans og mange flotte resultater. Ikke mindre end fire sjællandsmesterskaber blev det til i solo og duo.

Amalie Ritzau (6 år) og Christian Max Engelbrecht (7 år) kunne glæde sig over mesterskabstitlen i duo og var da heller ikke til at skyde igennem da de efter medaljeoverrækkelsen dansede en flot æresdans. Og et par timer senere var det så Amalies storesøster Emmely Ritzau (8 år), der kunne stille sig øverst på skamlen og blive kåret som Sjællandsmester i solo. Begge pigerne og Christian fortæller samstemmende, at de nu går i skarp træning og håber på succes til danmarksmesterskaberne som afholdes af De Danske Danseskoler i juni måned.

Linnea Olejas er kommet stærkt igen efter en hjerteoperation og kunne fejre det med sjællands-mesterskabet i duo med sin partner Freja Stuhr Feddersen. Hos Love2dance fik også Sandra Rosenbaum guld om halsen.

Rock'n'roll på programmet
For første gang har Love2dance haft dansere med til Sjællandsmesterskaberne i Rock'n'roll og det fejrede danserne med Sjællandsmesterskab til Isabella Winther Jørgensen og Silje Eskildsen Møllgaard samt en sølvmedalje, to bronze og flotte placeringer til alle.

Det skal være sjovt at danse
Danselærerne hos Love2dance, som altid har tid til et godt råd og et ekstra kram, glæder sig både over de mange flotte resultater og de mange deltagere i turneringerne – men endnu mere glæder de sig over den gode stemning i hverdagen på danseskolen og den måde danserne og forældrene bakker op om hinanden. Det vigtigste for Love2dance er nemlig, at man har det sjovt mens man danser. Og det gælder for alle dansere - både store og små.

Næste event; afdansningsbal
For danseskoleindehaver Fritz Wehner har det været en fantastisk sæson og han glæder sig til lørdag d. 19. marts at runde hovedsæsonen af med et stort afdansningsbal, og samtidig fejre sit eget 25-års jubilæum som underviser. Dette sker i Ravnsborghallen med deltagelse af nogle af de mange artister han har arbejdet sammen med gennem tiden. Der kommer bl.a. besøg af Anna David, Alexander Brown, DJ Aligator, Tiggy, Niklas og mange flere. For eleverne på danseskolen bliver det en stor oplevelse at skulle danse til live-optræden og alle er da også meget spændte.

Og snart venter forårssæsonen, hvor danserne bl.a. forbereder sig til danmarksmesterskaberne og evt. deltagelse i europa- og verdensmesterskaber.


Læs mere her

tags: euro, mesterskab, Lyngby, Sjælland, Ritzau, bronze, rock, sølvmedalje,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar