torsdag den 17. marts 2016

500.000 kondomer søges


Gratis kondomer er et af elementerne i Sundhedsstyrelsens kommende kondom-kampagne. Kampagnen skal nedsætte antallet af sexsygdomme hos unge.Sexsygdomme er meget udbredte blandt danske unge. Derfor gennemfører Sundhedsstyrelsen en kampagne i september, der sætter fokus på risici ved at have ubeskyttet sex, og hvorfor det er vigtigt at beskytte sig mod sexsygdomme.

Mens kampagnen kører, skal der være adgang til gratis kondomer på cafeer, uddannelsessteder, studiebarer og diskoteker.

"Formålet er at skabe mere opmærksomhed om, at kondomer beskytter mod sexsygdomme. Vi håber, at en masse unge vil benytte sig af de gratis kondomer og forhåbentligt vælge kondomet som prævention senere hen," siger Niels Sandø, chefkonsulent hos Sundhedsstyrelsen.

Derfor søger Sundhedsstyrelsen et tilbud på produktion og tryk af 500.000 kondomer i medium størrelse samt pakning i enkeltstyks-pakninger. Pakningerne skal også trykkes. Sundhedsstyrelsen leverer layout til folie og pakninger.

Information om tidsfrister og kriterier for kondomtilbuddet.

Tag ansvar og brug kondom

Undersøgelser har vist, at mange unge ikke bruger kondom, selvom hovedparten af unge kvinder ønsker, at deres partner gør det, og langt de fleste unge mænd vil bruge kondom, hvis kvinden ønsker det.

Kampagnen opfordrer derfor unge til at tage ansvar for egne handlinger i forbindelse med sex. Formålet med kampagnen er at reducere forekomsten af sexsygdomme via kondombrug.

Den primære målgruppe for kampagnen er unge i alderen 18 til 23 år, og kampagnen vil blandt andet køre på Facebook og Instagram.

Læs mere her

tags: uddannelse, sex, Facebook, diskotek, Sundhedsstyrelsen, sygdom, sexsygdom,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar