torsdag den 24. marts 2016
Mindfulness-pioneren Jon Kabat-Zinn kommer til København
Den 20. og 21. april bliver der fokus på mindfulness i København. Mindfulness-pioner og forsker Jon Kabat-Zinn fortæller om og underviser i mindfulness på Det Ny Teater og i Bella Center.Den internationalt anerkendte forsker, meditationslærer og bestseller-forfatter Jon Kabat-Zinn kommer til København. Ved to arrangementer den 20. og 21. april vil han fortælle om og undervise i mindfulness med inddragelse af forskning og videnskab inden for området, baseret på sin unikke ekspertise og mangeårige erfaring.
Jon Kabat-Zinn er aktuel i Danmark i forbindelse med dansk udgivelse af to nye bøger: "Mindfulness for begyndere" og "Hverdagens små mirakler". De to bøger udkommer på henholdsvis Hans Reitzels Forlag og Dansk Psykologisk Forlag.
Igennem en menneskealder har Jon Kabat-Zinn arbejdet med at integrere mindfulness i sundhedssystemet. Han har hjulpet tusindvis af mennesker med stressrelaterede problemer. Han har også været engageret i uddannelse af professionelle behandlere verden over, og i samarbejde med andre førende forskere har han publiceret en lang række videnskabelige undersøgelser af effekterne af mindfulness på stress, angst, depression, hjernefunktioner og immunsystemet.
Med en baggrund som Ph.D. inden for molekylærbiologi har han grundlagt Center for Mindfulness ved Massachusetts Medical School og udviklet det evidens-baserede behandlingsprogram mindfulness-baseret stressreduktion (MBSR). Det blev startskuddet til etableringen af et helt nyt felt inden for medicin og psykologi. MBSR-metoden anvendes med succes på en række hospitaler og i sundhedsorganisationer over hele verden.
Aftenarrangementet den 20. april foregår i Det Ny Teater. Heldagsarrangementet den 21. april foregår i Bella Center. De to begivenheder er arrangeret af Dansk Center for Mindfulness ved Aarhus Universitet i samarbejdet med Vækstcenteret i Nørre Snede. Overskud går ubeskåret til forskning og formidlingsaktiviteter inden for mindfulness og meditation.
I Odense afholder Seminarer.dk den 20. april et arrangement med Jon Kabat-Zinn. Dette arrangement er særligt målrettet professionelle, som arbejder med børn og interesserede forældre.
OM JON KABAT-ZINN:
Jon Kabat-Zinn er internationalt anerkendt for sit arbejde med mindfulness på videnskabelig basis. Han er professor emeritus i medicin ved Massachusetts Medical School, hvor han grundlagde den verdenskendte Stress Reduction Clinic og senere The Center for Mindfulness in Medicine, Health Care and Society. Han er forfatter til flere internationale bestsellere, bl.a. "Lev med livets katastrofer", "Lige meget hvor du går hen er du der" og også "Mindfulness for begyndere", som nu udkommer på dansk.
YDERLIGERE INFORMATION:
Jacob Piet
Dansk Center for Mindfulness, Aarhus Universitet
Mobil: 61 33 45 04
Denne pressemeddelelse er udsendt af Dansk Center for Mindfulness og Vækstcenteret.
Læs mere her
tags: hospital, Danmark, Aarhus Universitet, København, uddannelse, Odense, medicin, Bella Center, stress, sundhedssystem, videnskab, psykologi, organisation, meditation, pressemeddelelse, sprog, forfatter, Forlag, depression,
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar