mandag den 17. december 2012

Børn trives i naturen - også i november

Friluftsrådets kampagne Grønne Spirer opfordrer børneinstitutioner til at bruge naturen aktivt året rundt.

November er over os med rusk, regn og mørke. Nogen vil måske mene, at det er fristende at blive indenfor i varmen på rød stue med papirklip og stille leg hele dagen. Men den går ikke. I hvert fald ikke hvis man er barn i en af landets grønne institutioner, og dem er der 130 af indtil videre.

Edderkoppesafari og lygteture
Pædagogerne i de grønne børnehaver arbejder aktivt på at give børnene tryghed og glæde ved at færdes i naturen. De tilbyder børnene sjove og lærerige aktiviteter, og hver årstid har sin egen charme og særlige oplevelser: Efteråret har f.eks. budt på syltning, høstaktiviteter, edderkoppesafari og svampeture. November giver mulighed for rusketure ved stranden, fuglefodring, leg i bladene og bålhygge. Børn og voksne får en snak om, hvor fuglene rejser hen og hvorfor træerne taber bladene

Et grønt flag
Højt over de grønne børnehaver vajer et grønt flag. Flaget signalerer, at her er en institution, hvor et sundt udeliv prioriteres højt.

- Vi vil gerne fremhæve de gode eksempler og bringe et sundt udeliv i fokus. Siger Ida Kryger, projektleder i Friluftsrådet.
- Undersøgelser viser, at flere og flere børn bliver overvægtige og får livsstilssygdomme som f.eks. sukkersyge. På den anden side ved vi, at ophold i naturen giver børnene en bedre motorik og færre sygedage. Samtidig skærpes børnenes fantasi, og de fungerer bedre sammen, da der er færre konflikter og god plads til alle.
- Man skal huske, at netop på denne årstid tilbringer børnene alle de lyse timer i institutionen, dermed hviler et stort ansvar på pædagogerne. Hvis vi ønsker glade, sunde børn, er vi ganske enkelt nødt til at prioritere udelivet i institutionerne, også i vintermånederne. Tilføjer Ida Kryger.

INFO

Grønne Spirer
Grønne Spirer er en grøn mærkningsordning for børneinstitutioner. 300 institutioner er tilmeldt Grønne Spirer og modtagerløbende materiale og kursustilbud. Institutioner med særlig fokus på udeliv og naturoplevelser kan ansøge om Det Grønne Flag. Det er borgmesteren, der hejser Flaget sammen med institutionens børn og voksne. 130 institutioner fordelt over hele landet har indtil videre hejst Det Grønne Flag.

www.gronnespirer.dk

På Grønne Spirers hjemmeside er mere end 200 forslag til udeaktiviteter for børn. Alle kan bruge søgefunktionen og finde en sjov naturaktivitet, som passer til årstiden, naturområdet og naturinteresse.

Læs mere her

tags: borgmester, børnehave, overvægtig, projektleder, børneinstitution, sygdom, livsstil,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar