lørdag den 1. november 2014

24,4 millioner over de kommende fire år til børn af indsatte og deres familier

Aftaleparterne bag årets satspuljeforlig har afsat 24,4 millioner kr. over en fireårig periode til initiativer rettet mod børn af fængslede. Formålet er at sikre en god og stabil kontakt mellem børn og forældre og dermed færre gengangere i fængslerne Dækning af børns transportudgifter til fængselsbesøg. Samtaleforløb for indsatte med børn og drift af et familiehus. Det er nogle af de initiativer, som forligspartierne bag årets satspulje (Socialdemokraterne, Radikale Venstre, SF, Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative, Liberal Alliance), er blevet enige om at afsætte penge til.

Børnene er tit dem, der lider mest, når mor eller far sidder i fængsel
Når mor eller far kan blive ved med at have en god relation til barnet under afsoningen, styrkes sandsynligheden nemlig for, at den voksne ikke havner i ny kriminalitet efter løsladelsen.

Justitsminister Mette Frederiksen siger:

"Børnene er tit dem, der lider mest, når mor eller far sidder i fængsel. Mange skammer sig over, at mor eller far har gjort noget kriminelt, samtidig med at de naturligvis savner deres forælder. En god kontakt under afsoningen kan ikke bare være med til at afbøde det savn, men også medvirke til at sikre, at mor eller far ikke igen havner på den forkerte side af loven. Derfor glæder det mig, at parterne bag årets satspuljeforlig er blevet enige om at afsætte penge til, at vi hjælper børn af fængslede og deres familier."

Pengene skal gå til følgende konkrete initiativer:

- dækning af transportudgifter til børn af indsatte i forbindelse med besøg af forældre i arresthuse og fængsler, så samværet med en indsat forælder ikke begrænses af økonomiske hensyn.
- midler til drift af et familiehus med 5-6 pladser som en del af en kommende pension i Nordjylland, hvor der vil blive tilbudt pædagogisk støtte til både forældre og børn forud for løsladelsen.
- samtale- og gruppeforløb for indsatte med børn i 15 af kriminalforsorgens institutioner, hvor der arbejdes med, hvordan de indsatte gerne vil være forældre, både under og efter afsoningen.
Projekterne er som udgangspunkt 4-årige.

Baggrund

Der afsættes i alt 24,4 mio. kr. til initiativerne over en fireårig periode. Midlerne kommer fra den samlede satspulje på Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forholds område på 1,2 mia. kr.

Det er veldokumenteret, at gode relationer til familie og nære pårørende er af stor betydning for at forhindre tilbagefald til kriminalitet (Kilde: Betænkning fra Udvalget om forebyggelse og resocialisering mv.)

På ethvert givent tidspunkt er der ca. 4.500 børn i Danmark, som har en eller begge forældre i fængsel (Kilde: Institut for Menneskerettigheder).

40 pct. at de indsatte har børn eller stedbørn under 18 år, som de inden indsættelse enten boede sammen med eller havde jævnlig kontakt til (Kilde: Kriminalforsorgens Brugerundersøgelse 2013).

Læs mere her

tags: Danmark, Venstre, Socialdemokrater, Dansk Folkeparti, økonomi, Justitsminister, fængsel, 2013, Nordjylland, Liberal Alliance, SF, penge, Radikale Venstre, Konservativ,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar