mandag den 3. marts 2014

Symfonisk musik til børn i hele landet

Mange danske børn vokser op langt væk fra de store koncerthuse og går glip af de store musikoplevelser.
Den geografiske barriere er, ifølge fagfolk, medvirkende årsag til det markante fald i tilstrømningen til de danske musikskoler, der har oplevet et fald på 12 procent siden 2009.

"Musikken lød fuldstændig fantastisk. Fordi det lød som om man var i himlen og det oplever jeg ikke hver dag."
Tobias, 5.b (efter koncert i DR Koncerthuset)

Det råder DR nu bod på med et storstilet projekt, 'Ind Til Musikken', der skal bringe skolebørn ind i de store koncertsale for at opleve symfonisk musik. Med et generøst bidrag fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal vil DR i de kommende tre år udvikle og præsentere en række koncerter for skolebørn fra de områder, der ligger længst fra de store koncerthuse.

Projektet er en del af DR Musikariet, som er DR Koncerthusets særlige satsning for børn og unge, et "musikalsk eksperimentarium", hvor børnene og de unge møder musikken, lærer om den, leger med den og selv tager favntag med den. Til koncerterne vil der således blive udarbejdet et interaktivt undervisningsmateriale, som vil blive tilbudt skolerne forud for koncerterne.

Projekt 'Ind til Musikken' vil over de næste tre år sikre, at 75.000 danske skoleelever, uagtet at de vokser op langt fra symfoniorkestre og koncertsale, får adgang til at møde og opleve den symfoniske musik, symfoniorkestret og dets instrumenter. Skolerne vil - som en del af projektet, kunne tilbydes økonomisk støtte til transporten fra skolerne til koncerthusene.

"Koncertsalen var meget smuk og den bliver svær at glemme. Jeg vil huske den så længe jeg kan"
Sia, 5.a (after koncert i DR Koncerthuset)

De første koncerter vil blive gennemført i juni 2014 i DR Koncerthuset. Her vil DRs egne orkestre, DR SymfoniOrkestret og DR UnderholdningsOrkestret give ikke mindre end 18 koncerter for børn fra 0.-5.klasse.

De første busfulde børn forventes at komme fra Fyn og Sjælland, men det er planen, at børn fra hele landet skal gives tilbuddet gennem de næste tre år, ligesom de øvrige orkestre og koncerthuse vil blive inviteret med i projektet.

For yderligere oplysninger: Dorte Bennike, projektleder for DR Musikariet: dobe@dr.dk; tel. 2085 8681. eller Leif Lønsmann, koncerthuschef, DR Koncerthuset. llm@dr.dk; tel. 2012 0312.

Læs mere her

tags: 2009, økonomi, Sjælland, 2012, koncert, Koncerthuset, skolebørn, undervisning, projektleder, undervisningsmateriale, Ford, 2014,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar