En ny kortlægning af danskernes sundhed viser, at der er sket et fald i alkoholforbruget. Andelen, der drikker over lavrisikogrænsen (14 genstande for mænd og 7 for kvinder), er faldet. Hvor hver fjerde drak over lavrisikogrænsen i 2010, er det faldet til hver femte i 2013. Hos unge mænd (16-24 år) er faldet særligt markant. Her er andelen, der drikker over lavrisikogrænsen, faldet fra 38,3 procent til 28,4 procent.
FALD I HØJRISIKOGRÆNSENUndersøgelsen viser, at alkoholforbruget er faldet i alle aldersgrupper, både når der ses på andelen, der drikker over lavrisikogrænsen, og andelen, der drikker over højrisikogrænsen (21 genstande for mænd og 14 for kvinder).
Andelen, der drikker over højrisikogrænsen er faldet knap 2 % point fra 2010 til 2013.
Andelen, der drikker over lavrisikogrænsen, er faldet knap 4 % point fra 2010 til 2013.
"Det er meget glædeligt, at vi kan se et fald i alkoholforbruget for alle aldersgrupper. Vi ved jo, at alkohol er en af de enkeltfaktorer, der har størst indflydelse på folkesundheden i Danmark. Det er særlig bemærkelsesværdigt, at det mest markante fald ses i alkoholforbruget blandt de unge mænd. Det er meget positivt, fordi det stadig mest er unge mænd, der overskrider både høj- og lavrisikogrænsen. Det ser ud til, at der også er andre forandringer på vej både i gruppen af unge mænd og unge kvinder. Vi kan nemlig også se flere unge, der siger, at de i en typisk uge slet ikke drikker alkohol", siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen Jette Jul Bruun.
Faldet i andelen af danskere, som drikker over højrisikogrænsen, er sket hos både mænd og kvinder, men igen ses det største fald hos unge mænd (16-24 år) - fra 22,0 procent til 14,4 procent.
En mindre gruppe af unge mænd (8,2 procent) drikker dog langt over højrisikogrænsen med 30 eller flere genstande i løbet af en typisk uge. Denne gruppe er dog også blevet mindre i forhold til undersøgelsen i 2010, hvor 12,6 procent drak 30 eller flere genstande i løbet af en typisk uge.
UNIK DATABASE GØR DET MULIGT AT SAMMENLIGNE KOMMUNER
Den nationale sundhedsprofil giver et detaljeret billede af, hvordan danskernes sundhed generelt ser ud, hvilke forandringer der er sket siden 2010 og hvordan sundhed, trivsel og sygdom hænger sammen med uddannelse og civilstatus.
Undersøgelsen blev gennemført første gang i 2010 og er gentaget i 2013. Borgere over 16 år har besvaret et spørgeskema med 54 spørgsmål om deres sundhed, sygelighed og trivsel. I undersøgelsen i 2013 er der svar fra 162.283 borgere. Besvarelserne i undersøgelsen er indsamlet på samme tid i 2013 i samtlige af landets 98 kommuner. Derfor giver undersøgelsen både mulighed for at se et samlet billede af danskernes sundhed og trivsel, samt for at sammenligne resultaterne på tværs af kommuner og regioner.
Undersøgelsens data er samlet i en database, der kan vise fakta om sundhed og sygelighed for danskerne fordelt på kommuner og regioner. Databasen er baseret på den mest omfattende kortlægning af danskernes sundhed nogensinde. Databasen kan ses på www.danskernessundhed.dk
Læs mere her
tags: Danmark, 2010, uddannelse, 2013, Sundhedsstyrelsen, database, sygdom,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar