fredag den 31. oktober 2014

Flere børn og unge møder forfattere i skolen

110 skoler og andre uddannelsesinstitutioner får den kommende tid besøg af en forfatter eller illustrator efter at have fået støtte fra puljen 'Børn og unges møde med forfattere og illustratorer'. Kulturminister Marianne Jelved glæder sig over puljens popularitet. Børnehaver, skoler og andre uddannelsesinstitutioner er glade for puljen, der giver dem mulighed for at invitere forfattere på besøg for at læse op og fortælle om deres værker.

Puljen 'Børn og unges møde med forfattere og illustratorer' blev oprettet i 2013 og siden da er der givet støtte til over 300 forfatterbesøg.

Puljen er et fælles initiativ fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur og kulturministerens Danmark Læser-kampagne, der skal få de 40 procent af danskerne, der aldrig eller sjældent læser skønlitteratur, til at læse.

Kulturminister Marianne Jelved siger:

"Litteraturen giver plads til eftertænksomhed, åbner for samtale og giver os mulighed for at leve os ind i andre miljøer og kulturer end vores egen, så vi måske bedre kan forstå os selv og verden. Det personlige møde med en forfatter er med til at styrke børn og unges fortrolighed med litteraturen og deres lyst til at læse, og derfor er jeg glad for, at så mange nu får mulighed for at møde forfattere som en naturlig del af hverdagen".

Ventelister til bøger
Tornevedskolen i Holbæk er en af de skoler, der har fået støtte fra puljen, da de havde besøg af den populære ungdomsbogsforfatter Nicole Boyle Rødtness.

"Besøg af en rigtig levende forfatter er ikke noget, vi oplever hver dag på vores skole", siger lærer Lene Jørgensen:

"En del af eleverne kendte slet ikke forfatteren, før hun kom på besøg. Nu er der lange ventelister på skolens læringscentre til hendes bøger, og flere elever har spurgt om, hvornår vi skal i gang med den næste forfatter."

Fakta
• Over 200 arrangementer er blevet afholdt fra 2013 til oktober 2014 med støtte fra puljen.
• Over 80 arrangementer vil blive afholdt fra september 2014 til februar 2015.
• 996.000 kroner er blevet fordelt til forfatterbesøg, siden puljens oprettelse

Læs mere her

tags: Danmark, uddannelse, 2013, Holbæk, uddannelsesinstitution, forfatter, miljø, 2014, Fakta,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar