fredag den 10. oktober 2014

Nu skal skoleleverne klappes ud af banen

Nyt projekt skal lære skolebørn respekt, disciplin og fairplay gennem barsk kontaktsport. Det er sagt om rugby, at det er en hooligansport spillet af gentlemen. Og sandt er det, at der bliver gået til vaflerne, når den ovale læderbold skal tranporteres ned over modstandernes baglinje eller ekspederes op over tværliggeren mellem målstolperne.

Nu får danske skoleelever mulighed for at prøve kræfter med den britiske traditionssport, der sætter gentleman-dyderne så højt. I rugby vil man for eksempel ikke se spillere stimle sammen om dommeren for at appellere en kendelse, som man kender det fra andre sportsgrene. Sker dét, falder straffen prompte og bolden rykkes 10 meter længere frem på banen. Hele holdet lider med andre ord, hvis blot en enkelt forløber sig. Gode gamle dyder som respekt, disciplin og fairplay har givet rugby-sporten sit gentleman-ry.

Det er Dansk Rugby Union, der nu med støtte fra Nordea-fonden, rykker rugby-sporten ud på skolerne. Og forhåndsinteressen er stor, beretter udviklingskonsulent Preben Rasmussen, som har kontaktet skoler i Aarhus-området:
"Jeg har allerede fået 15-16 henvendelser fra skoler alene i Århus-området, som gerne vil have os ud og undervise i rugby. Jeg er glædeligt overrasket over den store interesse, og jeg tror, vi rammer et rigtigt godt tidspunkt i forhold til skolereformen".

Skolerne kan se frem til fire besøg fra en af de 21 skolekonsulenter, som Dansk Rugby Union har uddannet alene i Århus-området. Her introduceres elever og lærere til det over 100 år gamle spil, hvor traditioner spiller en stor rolle. Når en spiller skiftes ud klapper både med- og modspillere mens spilleren forlader banen, og efter kampen stiller spillerne sig i to rækker over for hinanden og løber på skift i mellem mens alle andre klapper.

Modsat den almindelige opfattelse, så appellerer rugbysporten til alle.
"Der er brug for alle typer på et rugby-hold. Både de store og tunge og de små og hurtige, og vi oplever tit, at børn, der måske ikke er så boldsikre og har det svært i de traditionelle sportsgrene, finder stor glæde og selvtillid i rugby".

Preben Rasmussen fortæller, at erfaringen fra de skoleforløb, der allerede er i gang, er, at mange drenge, men også en del piger er glade for rugby.
"Hér får de jo lov at mosle lidt med hinanden, hvilket der ellers ikke meget plads til i andre sammenhænge".

Nordea-fonden er glad for at støtte en sportsgren med nogle klare værdier, som kan komme skolen og eleverne til at gavn på flere parametre. "Vi er overbevist om, at rugby-sporten har noget at give eleverne, og at den kan blive et godt alternativ til de mere etablerede idrætsgrene," siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

Syv rugbyklubber fordelt over landet har uddannet skolekonsulenter og er med i projektet. Foruden Århus er det i Fredericia, Aalborg , Odense, Hundested og to steder i København. Rugby er på det olympiske program i Rio 2016 og projektet med Nordea-fonden løber frem til OL.

Man kan få nærmere oplysninger hos udviklingskonsulent Preben Rasmussen, Dansk Rugby Union på
pr@rugby.dk eller mobil 2684 7405.


Læs mere her

tags: København, direktør, Århus, Nordea, Odense, OL, Aalborg, 2016, skolebørn, Fredericia,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar